SanGiovanni har eksisteret siden 1988. 
Mad & Drikke

Aalborg får ny bar - kendt restauratør står bag

Den nye bar er en del af en større ombygning

07. december 2022 kl. 15:49

AALBORG: Set udefra er det ikke meget, der har været ændret, siden familien Volpi åbnede SanGiovanni i 1988 - men nu er der nyt på vej, for i det nye år udvider man med egen bar.

- Vi ser en stigende tendens til, at man går mere ud som i sydeuropa, og med en bar vil vi ændre ved forudsætningen for at besøge SanGiovanni, udtaler Mikele Volpi, der driver SanGiovanni, i en pressemeddelelse.

- I dag kommer gæsterne udelukkende for at spise, men fremover kan de også komme for at nyde en drink, kaffe eller et glas vin og en snack. Og vil du så spise, jamen, så har vi jo køkkenet til at sørge for det.

Den nye bar kommer til at hedde "il Bar", som på italiensk betyder "baren." Il Bar bliver hverken en decideret vin- eller cocktailbar, men har rødder i Italien - ligesom alt andet på SanGiovanni. Den nye bar kommer til at åbne tidligere og lukke senere end restauranten og vil have åbent alle ugens dage.

- I Italien fungerer en bar jo som et samlingspunkt for kvarteret, og det er den stemning, vi gerne vil ramme, udtaler Mikele Volpi.

En del af en større ombygning

Den nye bar kommer til at være i det selskabslokale, der ligger ud mod Vingårdsgade - og er en del af en større ombygning på SanGiovanni.

I samme omgang flytter hovedindgangen nemlig 20 meter fra hjørnet på Vesterbro til Vingårdsgade.

- Med den øgede gæstetilgang, som vi har oplevet de sidste tre-fire år, giver det mening at bruge den største indgang, vi har. Kælderen, La Cantina, har stadig sin egen indgang til venstre for den nye hovedindgang, men indgangen og facaden i Vingårdsgade renoveres, så den kommer til at fremstå mere åben og indbydende, fortæller Mikele Volpi.

Meget af SanGiovanni ligger enten over eller under terræn. Med den nye ombygning håber SanGiovanni at vise mere af restauranten, som blandt andet rummer ni separate lokaler, fordelt på knap 1100 kvm. i stueetage og kælder.

Ombygningen er planlagt til januar 2023, hvor også SanGiovannis hovedkøkken i stueetagen renoveres.

SanGiovanni holder derfor lukket i januar, men fra 18.januar til 5. februar laver SanGiovanni en speciel ombygningsmenu i kælderrestauranten, La Cantina, der normalt kun er åben for private dining. Efter planen skal bar og restaurant åbne igen 8. februar 2023.

Annonceret indhold

Nyeste