King's Running Sushi & Buffet i Aalborg har sagt lejemålet op.
Mad & Drikke

Efter kæmpe bøde: Sushi-restaurant til salg

Underbetaling af medarbejdere udløste en kæmpe bøde. Nu er Kings Running Sushis lokaler sat til salg

25. januar 2023 kl. 12:52

AALBORG: I efteråret fik de en bøde på 200.000 kroner for at have underbetalt en kinesisk ansat og samtidig have underbetalt en rumænsk medarbejder.

Nu har den 53-ejer af Kings Running Sushi siden 2016 på Østerbro 3A opsagt lejemålet.

- Jeg har ingen penge og stopper, fordi vi ikke har så meget at lave mere. Jeg udbetaler ingen løn til mig selv og har ikke nogen penge. Huslejen er dyr, fordi vi ligger et godt sted, siger ejeren, der ikke vil have sit navn frem.

Sagen i efteråret 2022 har også været hård for økonomien i Kings Running Sushi.

- Det var en meget dyr sag for mig, og de nye regler for udenlandske medarbejdere og den lave indtjening gør, at jeg ikke kan have nogen i køkkenet. Jeg arbejder alene nu og har kun timelønnede, når der er travlt, siger ejeren, der efter eget udsagn ikke har betalt bøden, hun fik i efteråret.

I mellemtiden er lokalerne sat til snarlig udlejning af Nordicals.

- Det er et fint lokale med et kæmpe køkken og +100 siddepladser. Og så har lokalerne en god synlighed og et velindrettet til restaurationsformål, siger ejendomsmægler Nikolaj Kjelder fra Nordicals.

Hans opgave bliver at finde den helt rigtige aktør til at overtage lokalerne, som ejendomsudvikleren Calum ser mange muligheder for.

- Lokalerne ligger i et godt område ved Østre Havn, som er blevet godt udbygget med mange nyere spisesteder og masser af liv med universitet og mange ejerlejligheder tæt ved, siger Morten Nielsen fra Calum.

- Så for os kunne det være spændende at finde et lidt andet koncept end det nuværende, men en restaurant eller café vil være helt oplagt, siger Morten Nielsen.

For ejendomsmægleren kan opgaven vise sig svær i et marked, hvor de fleste aktører holder igen med at investere.

- De høje energipriser har hidtil gjort, at de fleste holder igen med at ekspandere og sørger for bare at holde skruen i vandet, siger Nikolaj Kjelder.

- Men lejemålet ligger jo godt, så vi regner da med at kunne tiltrække nogen, der måske ikke er i byen i forvejen, siger han.

Annonceret indhold

Nyeste