
En æra er slut: McDonald's indfører begrænsninger på særbestillinger
Nye regler skal mindske stress i køkkenet
Har du tidligere yndet at bestille en Quarter Pounder med tasty sovs? Eller måske spicet din cheese burger op med Big Mac-sovs?
Så skal du indstille dig på, at der nu er nye tider på McDonald's.
Den verdensomspændende burger-kædes danske kontor har nemlig udstedt nye reglerne til restauranterne, der sætter begrænsninger på, hvad kunderne kan tilføje til deres burgere.
Du kan stadig fjerne ting som for eksempel pickles, men nu kan du kun tilføje ting, der allerede er i burgeren i forvejen, som for eksempel bøf eller ost.
- Vi vil gerne vil gøre det så lidt kompliceret for medarbejderne som muligt at lave og servere bestillingerne. På den måde sikrer vi, at alle gæster får deres mad så hurtigt og korrekt som muligt, siger Mads Jensen, der er kommunikationsmedarbejder hos McDonald's Danmark.
Influencere på spil
Flere danske influencere har i en periode promoveret særbestillinger på McDonald's, og det har fået flere og flere kunder til selv at bestille specielle burger-kombinationer hos McDonald’s.
Og når der kommer mange særbestillinger, presser det medarbejderne, forklarer Mads Jensen.
- Det går både ud over hastigheden i serveringer til vores andre gæster, og det øger også risiko for fejl i udleveringerne, hvis der kommer for mange særbestillinger.
Bliver du for hungrende efter din sædvanlige særbestilling med tasty-sovs i din Quarter Pounder, er der dog råd at hente.
Du kan stadig bestille den som dip ved siden af din burger, og selv tilføje sovsen efter servering.