Værsgo' og spis - Michael Fanø er manden bag byens p.t. mest berømte hotdog.
Mad & Drikke

Kæmpe hotdog hitter: - Det går fuldstændig amok med den pølse

Du finder den hypede hotdog i Grillhytten på julemarkedet i midtbyen

25. november 2022 kl. 19:40

AALBORG: Det er en stor krabat, den efterhånden både berømte og berygtede hotdog, som du kan købe i Grillhytten på julemarkedet i midtbyen.

Med en speciallavet pølse på en halv meter og knap 400 gram, det store brød og et valgfrit mix af sennep, ketchup, remoulade, løg og hjemmelavet agurkesalat - ja, så kan vi vist godt konstatere, at det er noget af en mundfuld.

Den speciallavede pølse kommer fra slagteren i Als, mens Guldbageren i Vestbyen bager brødet.

Hotdoggen er da også allerede en ægte (jule)klassiker på markedet på Gammeltorv, hvor berømmelsen for alvor har taget fart de senere år.

- Det er faktisk fjerde gang, vi har hotdoggen, men den blev for alvor hypet sidste år, hvor den kom op på de sociale medier på det helt rigtige tidspunkt, siger Michael Fanø, der ejer Grilhytten.

- Det er helt vildt, det går jo fuldstændig amok med den pølse.

Salget drøner derudaf

Og tallene taler for sig selv: Sidste år solgte han 500 af de store hotdogs, så denne gang har han bestilt 600 pølser hos sin lokale slagter i Als. Det store spørgsmål er nu, om det overhovedet er nok?

Skal du smage den berømte hotdog?

- Her i den første uge har vi allerede solgt 150 - og i lørdags blev der udsolgt, inden markedet lukkede. Der solgte vi de 60, som er max på en dag, siger Michael Fanø.

- Så jeg håber, at jeg kan bestille ekstra ved slagteren, hvis det bliver nødvendigt.

Den største hotdog af alle

At du nu kan købe krabaten i Grillhytten har en helt simpel årsag:

- Jeg vil have den største hotdog af alle, der findes herhjemme.

Og at den kæmpe hotdog nærmest er blevet et fænomen, oplever han dagligt.

- Hotdoggen bliver flittigt fotograferet og delt på sociale medier. Og for nogen går der også sport i at spise den på tid, siger 46-årige Michael Fanø.

Michael Fanø oplever, at al interessen for den kæmpe hotdog er med til at skabe masser af god stemning i og omkring Grillhytten.

- De fleste, der køber hotdoggen, er mænd - ofte nogle unge knejter, der gerne vil prøve at prale lidt.

Han fortæller også, at sidste års rekord på fem minutter og 42 sekunder - inklusiv en liter kakaomælk - endnu ikke er slået på dette års julemarked.

Hygge tilsat sjov og ballade

Selv ser Michael Fanø hotdoggen som noget, der skal være med til at skabe hygge og god stemning på julemarkedet.

- Det er sjov og ballade, og så er det anderledes. Sådan en kæmpe hotdog er ikke noget, man får hver dag, siger han, der godt ved, at nogen måske synes, hotdoggen er liiige rigelig stor.

- Men så kan man heldigvis lade være med at købe den, jeg sælger den jo kun, fordi kunderne er interesseret i at købe den. Hvis ikke der var salg i den, havde vi den jo ikke, det er efterspørgslen, der styrer udbuddet.

Grillhytten er den bod, der har været næst-længst tid på julemarkedet - i snart 20 år, fortæller Michael Fanø.

Michael Fanø er i øvrigt uddannet kok og driver også Dansk Krydderisalg, hvor han rejser rundt på markeder med om sommeren samt Pandekagevognen, der laver mad til selskaber.

Har du lyst til at smage hans version af en kæmpe hotdog, så finder du den i Grillhytten på julemarkedet på Gammeltorv til og med 23. december.

Du kan besøge Grillhytten - og de mange andre boder - på julemarkedet på Gammeltorv til og med 23. december.
Annonceret indhold

Nyeste