Har du en sund appetit, er Restaurant Kronborgs kæmpetartelet lige noget for dig.
Mad & Drikke

Klar til kæmpetarteletter? Snart åbner Egholm-restaurant

Halvdelen af pladserne til åbningsweekenden er allerede booket

24. marts 2023 kl. 13:53

AALBORG: Det plejer at være et sikkert forårstegn, og i år er ingen undtagelse. Snart åbner den populære Egholm-restaurant Kronborg for sæsonen igen, og det betyder, at ... (trommevirvel) 

... Kæmpetarteletten er tilbage! 

- Lige nu er vi gang med at 'preppe' restauranten til at åbne igen, siger en glad Kasper Kristensen. 

Det er ham, som ejer Kronborg og har gjort det lige siden 2018. Og inden det havde han forpagtet stedet i mere end et årti for Aalborg Kommune, indtil de solgte stedet til ham.

Lørdag 1. april har Kronborg første åbningsdag, og til den tid kan du igen opleve de gode, gamle koncepter, som Kronborg er kendte for: Kæmpetartelet med isbar hver tirsdag og torsdag, stegt flæsk med isbar onsdag og det klassiske frokostkort lørdag og søndag.

Restaurant Kronborg er særligt kendte for deres kæmpe tarteletter, som du kan få hver tirsdag og torsdag.

Som det ser ud nu, kommer der til at være masser at lave for Kasper Kristensen, når han åbner Restaurant Kronborg 1. april.

- Halvdelen af pladserne den første weekend er allerede booket, siger han.

Nyt på hanerne i år

Igen i år kan du også smage øl fra øens lokale bryghus, Egholm Bryghus, men som noget nyt, vil der i år være flere slags at vælge mellem i hanerne.

- Vi starter med at have classic og pilsner, men som noget nyt får vi også brown ale, en hvedeøl og påske bock på fad i år, siger Kasper Kristensen og tilføjer, at Egholm Bryghus først startede med at brygge øl i februar sidste år, men i år har bryghuset "været foran" i produktionen.

Kasper Kristensen er medejer af Egholm Bryghus.

Du finder Restaurant Kronborg på adressen Egholm 1 - spisestedet ligger lige til venstre for færgen, når du kommer over på øen.

Annonceret indhold

Nyeste