Når Café Alpha genåbner, bliver det både som værtshus og whiskybar.
Mad & Drikke

Legendariske Alpha genåbner med stor fest: Her er datoen

Café Alpha fortsætter som både værtshus og whiskybar

25. januar 2023 kl. 15:35

AALBORG: Nu kan du godt begynde at glæde dig, for nu er det afsløret, hvornår legendariske Café Alpha åbner igen.

Og bare rolig - du finder stadig både pilsnere og raflebægre, når den nye ejer, Rune Holm, slår dørene op til det, der bliver byens eneste kombinerede værtshus og whiskybar.

- Det bliver det bedste fra begge verdener, fortæller han.

Rune Holm er ved at sætte Alpha i stand inden åbningen, og det sker med stor respekt for stedets ånd og historie.

Han er i øjeblikket ved at sætte det, der er byens ældste værtshus, i stand.

- Og så er jeg klar til at åbne for gæsterne fredag 10. marts, siger han.

Men hov - hvis du for nylig har været forbi Alpha i Jens Bangs Gade, har du måske set på et skilt, at stedet slår dørene op allerede 3. marts.

- Jeg har netop ændret datoen, for 4. marts finder Danmarks største whiskymesse sted, og hvis jeg åbner deromkring, kommer mine tidligere stamkunder ikke, fordi de i stedet deltager i messen, siger Rune Holm, der hidtil har stået bag Whiskybaren Kahytten i Vejgaard.

Han fortæller, at Alpha er ved at blive sat i stand med nænsom hånd - det handler mest om at male samt skifte nogle billeder og gulvtæppet. Alt sammen med respekt for stedet, dets ånd og historie.

- Og derfor hedder det også fortsat Café Alpha, når jeg åbner - med det tvist at, at jeg så tilføjer ordet whiskybar på mine menukort. Jeg er simpelt hen bange for at lave for meget om, siger han om stedet, der fik sin første bevilling i 1899.

- Jeg har hele tiden været opmærksom på den helt særlige Alpha-ånd, der er på værtshuset, og den viderefører jeg sammen med min whiskybar. Så Café Alpha fortsætter som værtshus - bare med mere whisky på hylderne, og fremover vil der selvfølgelig også stadig være whiskysmagninger, som man kender fra baren i Vejgaard.

Når Cafe Alpha i Jens Bangs Gade 8 slår dørene op igen fredag 10. marts bliver det med stor åbningsfest. 

Detaljerne er ikke helt på plads endnu.

- Men det kommer til at indebære en frygtelig masse gratis whisky, siger Rune Holm.

Annonceret indhold

Nyeste