Morten Nielsen har drevet Mortens Kro i 25 år – nu er han nomineret til hædersprisen Kokkenes Kok. <i>Foto: Henrik Louis</i>
Mad & Drikke

Én af de største: Morten Kok nomineret til prestigefyldt hæderspris

Anerkendelse fra egne kolleger er noget af det største, man kan opleve

13. september 2022 kl. 16:05

AALBORG: Det er kun de allerdygtigste kokke i Danmark, der bliver nomineret til den prestigefyldte pris "Kokkenes Kok". Tidligere vindere tæller kokke som tidligere verdensmester Kenneth Toft-Hansen og mesterkokkene Jesper Koch og Jakob Mielcke.

Og en kok af deres kaliber har vi altså også i Aalborg. 

Morten Nielsen, der er indehaver af Mortens Kro, er i år for første gang nogensinde nomineret til den særlige pris. Og nomineringen kommer endda oven i en anden særlig begivenhed. 

- Jeg er meget taknemmelig for nomineringen, fordi den jo kommer fra mine kolleger over hele landet. Nomineringen kommer ovenikøbet på et dejligt tidspunkt, nu hvor Mortens Kro i år fylder 25 år, fortæller en beæret Morten Nielsen. 

Uddeles hvert år

Hædersprisen bliver én gang om året uddelt af Fonden Dansk Gastronomi, der blandt andet består af nogle af landets dygtigste kokke, og gives til en kok, der "har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats for at fremme dansk gastronomi." 

Morten Nielsen kæmper om at vinde den store ære mod de to øvrige nominerede kokke Jakob de Neergaard og Jan Friis-Mikkelsen. Sidstnævnte kender du formentligt som tidligere dommer i Den Store Bagedyst.

Vinderen kåres via en sms- og mailafstemning, der løber fra 8.-21. september, og du kan se, hvordan du stemmer på Morten Nielsen på Fonden Dansk Gastronomis Facebook-side. 

Kåringen af "Kokkenes Kok" finder sted torsdag 6. oktober 2022 på Restaurant Studenterkilden i Klampenborg.

Annonceret indhold

Nyeste