Netop sat til salg: Legendarisk vinstue skal have ny ejer
Håbet er, at stedet bliver drevet videre med respekt for Holle's helt særlige ånd
AALBORG: Det er en af byens ældste og mest kendte vinstuer, der netop er sat til salg.
Det handler om Holle's Vinstue samt nabo-caféen Bette Holle i Algade - og bare rolig, lad det være sagt med det samme: Holle's er åben, indtil en ny ejer er fundet. Så du kommer ikke til at gå forgæves efter de traditionelle danske retter og den kolde øl, stedet er er kendt for.
Det er kun fire år siden, Charlotte Koch blev ansigtet udadtil i vinstuen, da hendes bror - Michael - og hendes mand - Klaus - købte Holle's, der på det tidspunkt havde stået tom et par år.
- Vi sælger af personlige årsager, og vi har på ingen måde travlt. Vi sælger ikke for enhver pris, og vi håber at finde nogen, der vil køre stedet videre i Holle's ånd, siger Charlotte Koch.
- Det var ikke planlagt, at vi ville sælge allerede nu, men nogen gange er man nødt til at stoppe op og vælge, hvad man bruger sine kræfter på. Det har bestemt ikke været en nem beslutning, og jeg kommer da til at savne alle gæsterne.
Et sted i udvikling
Det har været nogle år med både nytænkning og udfordringer.
På den ene side at har Charlotte Kochs drive og gå-på-mod ført til, at Holle's er et sted i udvikling - med respekt for den tradition, der kendertegner en af byens ældste vinstuer.
For to år siden blev stedet udvidet med caféen Bette Holle ind i nabolokalerne. Og sidste forår kunne vi fortælle, at Charlotte Koch åbnede en is- og kaffebar i Bette Holle.
Men det har naturligvis også været år, hvor først corona og siden krig og inflation har sat sit præg. Alligevel ser Charlotte Koch positivt på Holle's fremtid.
Stamkunder og ordrer i bogen
- Man overtager en sund forretning, her er mange stamkunder og masser af ordrer i bogen, siger hun.
- Vi havde blandt andet nogle helt forrygende måneder i november og december, så vi sælger ikke, fordi det går dårligt.
Hvad Charlotte Koch selv skal lave, når hun siger farvel til Holle's, er endnu ikke afklaret, men trekløveren er også involveret i Caboon overfor Holle's, eventstedet Abzalon i Vestbyen samt et engros-firma, der sælger lamper.
- Jeg skal nok finde på noget at lave, det er jeg ikke bekymret for, jeg får altid masser af idéer, siger hun.
- Og så skal jeg bruge mere tid med familien, jeg er også blevet mormor.
Du finder Holle's Vinstue og Bette Holle i Algade 57/59.