Ny restaurant er netop åbnet: Her er menuen plantebaseret
Der er et særligt fokus på burgere her i begyndelsen
AALBORG: Linsepasta med plantefløde, stegte svampe, stegt blomkål, peberfrugt, syltede rødløg og mikrogrønt - samt et stort udvalg af burgere.
Det er noget af det, du kan se frem til, når du besøger Norður, der netop har slået dørene op.
Maden på menukortet er 100 procent plantebaseret, og det er nogle af byens erfarne kræfter, der står bag spisestedet.
Kolbrún Gunnarsdóttir, der tidligere havde foodtrucken Vegandottir, har hovedansvaret i køkkenet - og familien Gudbergsson, der også ejer Wildebeest Gastropub, har ansvaret for selve restauranten.

- Men det er selvfølgelig et samarbejde, vi har også input til menuen, siger Heimir Gudbergsson.
- Ligesom Kolbrún også har idéer til selve restauranten og kommende events.
Som nævnt er burgere et omdrejningspunkt - især her i begyndelsen.
- Både vi og Kolbrún har erfaring fra burgersteder, og derfor er der også en del burgere på menukortet. Men vi udvikler menuen løbende, så den fremadrettet bliver mere varieret, siger Heimir Gudbergsson.
Norður er den eneste 100 procent plantebaserede restaurant her i byen, og holdet bag glæder sig til at byde gæsterne velkommen.
- Vi har en forventning om, at Aalborg er ved at være klar til et sted som vores, siger Heimir Gudbergsson.
- Her var fuldt booket, da vi lavede prøvemiddage i december, og vi kan allerede nu se, at der også er rigtig mange bookninger i januar.
Både Kolbrún Gunnarsdóttir og familien Gudbergsson kommer fra Island, og det er også der, de har fundet inspiration til navnet.
Norður betyder nord, og Heimir Gudbergsson fortæller, at udtalen på dansk er Nordur.
Spisestedet slog dørene op i dag, torsdag 5. januar klokken 11.00. Adressen er Reberbansgade 16B.
Indtil videre er åbningstiderne klokken 11 til 22 tirsdag til lørdag.
Du finder mere info på Norðurs facebook-side, hvor du også kan se hele menukortet.