
Populær sushibar får stemplet: Sur smiley
Der var en sort klistret masse i opvaskerummet og problemer med håndtering af fødevarer
AALBORG: Catch Sushi Bar har haft kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen. Kontrolrapporten viser, udfaldet blev en sur smiley til den ellers populære sushibar.
Sushibaren har fået anmærkninger for at overtræde fødevarelovgivningen på tre ud af fire kontrolbesøg.
Anmærkningerne kommer efter registreret forkert optøning af fisk, indtørrede gamle produktrester på et skraldestativ i køkkenet og sort klister rundt i kanterne i rummet, hvor opvasken foregår. Det skriver TV 2 Nord.
- Vi har ordnet det med det samme. Det var ikke fordi, vi havde problemer med madopbevaring eller tilberedelse, men fordi vi havde noget sort klistret masse i hjørnerne under knæhøjde, siger Jana Samolejova, som er manager for Catch Sushi Bar til TV2 Nord.
- Vi er gået i gang med rengøringen med det samme, vi får styr på det i dag, står der i kontrolrapporten fra ejerne bag sushibaren.
Selvom det sorte klister nu er rengjort, lover sushibaren en grundigere rengøring fremadrettet. Under anmærkningen om forkert håndtering af fødevarer, oplyser kontrolrapporten, at forholdet er bragt i orden.
Anmærkningerne har resulteret i en bøde på 15.000 kroner for Catch Sushi Bar.