Stor favorit i byen: Nu åbner populær burgerrestaurant igen
Du kan se frem til, at menukortet og konceptet er det samme som tidligere
AALBORG: Det her da bare en god nyhed for dig, der er vild med de saftige burgere fra Burger Go - for nu kan vi fortælle, at den populære burgerrestaurant på Ved Stranden snart åbner igen.

Stedet lukkede ellers i sommer på grund af eftervirkningerne fra blandt andet corona - men nu kan du fra på fredag igen sætte tænderne i de saftige Himmerlandsburgere, de rustikke pommes frites - og nyde de hjemmelavede dressinger ikke mindst.
- Vi glæder os så meget til at åbne igen, siger den tidligere ejer Nam Nguyen. Han har i mellemtiden solgt stedet til den unge iværksætter Elie Yammine.
- Han ville gerne være selvstændig, og han har ikke spist en burger her i byen, siden Burger Go lukkede.
Du vil fortsat møde Nam Nguyen i Burger Go, hvor konceptet og menukortet er det kendte.
- Jeg er bare så glad for, at jeg kan sælge min egen burger igen, og at min vision om burgere af god kvalitet og med gode råvarer bliver genoplivet, siger han.
- Vi har fået rigtig stor opbakning fra vores kunder, og jeg håber, at de også kommer og støtter os og bakker os op, når vi åbner igen.
Burger Go slår dørene op allerede på fredag 26. maj med reception for alle fra klokken 12 - der vil være en overraskelse til kunderne på dagen, fortæller Nam Nguyen, der også ser frem til, "at vi er klar til karnevalet".
Burger Go på Ved Stranden 11B har åbent mandag til torsdag klokken 12 til 21, fredag og lørdag klokken 12 til 05 og søndag fra 12 til 21.