
Younos laver kebab fra bunden, men lancerer nu vegetarisk tilbud
Det vegetariske alternativ er også 100 procent hjemmelavet
AALBORG: Det er altså ikke bare madvarer fra frost, du sætter tænderne i hos NuNu Kebab.
Her er alt håndlavet - helt fra bunden. Brød og durum er for eksempel lavet med en tilpas mængde fuldkorn for at give brødet bid, og kebaben er marineret efter kokkens egen hemmelige opskrift.
- Det er ikke nemt at lave alting selv, men jeg synes, det er vigtigt, at kebab og brød er hjemmelavet. Det giver en speciel oplevelse, og man bør som gæst gå efter oplevelsen, har Younos Mohammadi, der ejer NuNu Kebab, tidligere fortalt aalborg.nu.
Den holdning står han også ved i dag - også i sin nyeste tilføjelse til menukortet, der kommer dig, som elsker en god falafel, til glæde og gavn.
Fra i dag, onsdag, kan du nemlig finde pita med saftige falafler hos NuNu Kebab.
- Folk elsker falafler, og derfor er de værd at lave fra bunden, siger Younos Mohammadi.
- Samtidig vil vi gerne udvide, så vi også har et vegetarisk alternativ. Folk spiser mindre kød i dag, og det vil vi gerne imødekomme.
Og med lanceringen af de falafler sætter NuNu Kebab nu prisen på de nye falafel-pita ned til 49 kroner i hele marts måned. Herefter koster én pita med falafel 59 kroner.
Du finder NuNu Kebab på Vesterbro 72.