ANR rækker ud til nordjyske musikere og har udvalgt Mads Henriksen fra Aalborghus Gymnasium til et besøg i studiet

AALBORG: Coronakrisen sætter mange begrænsninger, og er blandt andet skyld i aflysninger af koncerter og events over hele verden. Det presser naturligvis musikerne, og det har sat gang i et lokalt samarbejde mellem ANR, Radio NORDJYSKE og KORMA, som i denne tid sætter ekstra fokus på nordjysk musik både på radiostationerne og på de sociale medier.

Mads Henriksen, der går under kunstnernavnet Pixie, er en af de nordjyske musikere, som har fået glæde af samarbejdet. Han blev nemlig udvalgt til at komme en tur i ANRs studie på Boulevarden til en snak, og så blev hans nummer Udvist spillet i radioen.

Ville være rockstjerne

Det er ikke kun i musikkens verden, at coronakrisen sætter sine aftryk. Til daglig går Mads Henriksen i 3G på Aalborghus Gymnasium, og det er en speciel tid for eleverne.

- Det er anderledes at gå i 3G lige i øjeblikket. Vi ved ikke helt, hvad der skal ske, og hvordan vi får lov til at afslutte det. Men vi krydser både fingre og tæer for, at vi får lov til at køre studenterkørsel, fortæller han.

Heldigvis fejler humøret og lysten til at spille musik ikke noget, og der bliver lavet nye numre på livet løs.

- Jeg har altid haft en interesse for musik. Min far elsker rockmusik, og det smittede af på mig, og jeg havde længe en drøm om at blive rockstjerne. Men min interesse skiftede så senere til hiphop, fortæller Mads Henriksen.

Trods sin unge alder har han allerede eksperimenteret med mange genrer og har været ude og optræde ved både revyforestillinger, musicals og meget mere.

Camilla Gammelgaard
Her ses Mads Henriksen i ANRs studie på Boulevarden, hvor han kom ind til en snak i radioen, og hvor han nyeste single også blev spillet. Foto: Privatfoto

Stilen er lagt om

Mads Henriksen har nemlig længe spillet instrumenter som eksempelvis trommer. Det er først inden for det seneste halvandet år, at han også er begyndt at bruge sin stemme og lave sine egne tekster.

- Jeg kan godt lide at lege med ordene. Jeg har altid været god til at skrive, for eksempel dansk stil og sådan noget. Jeg hører også selv hiphop med nogle gode tekster, gode rim og forskellige referencer. Så man kan finde noget nyt i det hver gang, man lytter til det, siger han.

Udvist er Mads Henriksens nyeste single, og den er skrevet som en slags samtale imellem to personer.

- Den handler om en fyr, der tidligere har været en ballademager, men som nu siger, man skal lade være med den slags. Det kan ikke betale sig. Lidt senere i nummeret slår jeg så over, og snakker som den nye ballademager, der gerne vil have lov til at bestemme selv og ved bedre, fortæller han.

- Jeg ved ikke helt, hvor jeg fik ideen fra. Jeg tror bare, det er nogle mennesker omkring mig, som jeg har haft lyst til at sige de her ting til.

Studenterhuen ændrer ikke drømmene

Mads Henriksen finder generelt sin inspiration mange forskellige steder. Det kan være ting han ser, når han går en tur, noget sjovt han kommer til at tænke tilbage på eller noget andet musik, han lytter til. Og han afslører allerede nu, at der er meget mere musik på vej.

- Jeg har eksperimenteret med en masse forskellige genrer inden for hiphoppen, og jeg glæder mig helt vildt til at udgive det, siger han.

Selvom den unge rapper snart får sin studenterhue, så er det stadig musikken, der fylder det hele i drømmene for fremtiden.

- Jeg drømmer om at komme ud og spille min musik for folk og dele den med så mange som overhovedet muligt. Jeg har ingen plan B, jeg vil være noget med musik. Det er det, jeg er god til, siger han.

Du kan høre nummeret Udvist på Youtube lige her:

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...