Boliger eller måske et privat plejehjem? Mulighederne er åbne, nu hvor den markante bygning i Øgadekvarteret får nye ejere

AALBORG: Et af byens mest markante plejehjem har fået nye ejere - og det er ikke hvem som helst; Mangemillionær og investor Mads Peter Veiby har nemlig købt Lollandshus i Øgadekvarteret sammen med direktør og ejendomsudvikler Tom Jakobsen.

- Vi har tidligere samarbejdet om Gug Alper, og da det er ved at være færdigt, ville vi gerne finde et nyt projekt. Og så dukkede den her mulighed op, siger Mads Peter Veiby.

- Jeg vil gerne investere i noget, der giver et godt afkast - men også noget, som jeg synes, det er spændende at arbejde med. Min historie viser, at når jeg er færdig med en ting, vil jeg gerne lave noget nyt.

Tina Larsen
Plejehjemmet Lollandshus i Aalborg er nu solgt til Mads Peter Veiby, som også har spændende planer for bunkeren foran. Arkivfoto: Grete Dahl

De nye ejere overtager den bevaringsværdige ejendom i Lollandsgade 1. februar - og de går nu i gang med at finde ud af, hvad den skal bruges til.

- Nu skal vi blandt andet snakke med vores netværk, men umiddelbart kan for eksempel ungdoms- eller seniorboliger være muligheder - eller måske et privat plejehjem, siger Mads Peter Veiby

Ejendommen er på 5500 kvadratmeter, og de har giver over 50 millioner kroner for den i en udbudsrunde ved sælgeren Aalborg Kommune, oplyser Mads Peter Veiby.

At se idéerne og mulighederne i købet ligger Mads Peter Veiby meget på sinde. Også i forhold til byudvikling og sociale relationer.

- Der er ikke supermeget jord, men der er en gammel bunker. Der er temperaturen til, at man måske kan have et vinlager, hvor beboerne i området så kan købe en reol, hvor deres vin kan ligge, siger han.

- Et sted hvor man kan mødes og prøvesmage og måske skabe nogle venskaber.

Som plejehjem bliver Lollandshus i øvrigt erstattet af det nye Markusgården.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...