Spis julelækkerier "næsten" uden at tage på

AALBORG: Aalborg Julemarkedet er desværre aflyst i år og derfor går Stine Rex og Nordjysk Mad og turisme atter sammen, for at sende borgerne ud i byen og give en anderledes madoplevelse. Denne gang med et juletwist. Lørdag d. 19. december bliver julemad og motion kombineret i en madskattejagt og byens borgere sendes ud for at opleve hele byens julestemning.

Stine Rex løber også selv skattejagten og glæder sig helt vildt til arrangementet:

- Vi har besluttet os for at lave madskattejagten, så man har noget at glæde sig til i disse corona tider. Her kan man være sammen med familie og venner udenfor i trygge omgivelser og få dejlig julemad og motion samtidig, fortæller Stine Rex.

Madskattejagten finder sted lørdag d. 19. december, hvor deltagere er garanteret lækker julemad og minimum 7 kilometer i benene. Deltagerne skal finde 8 forskellige restauranter, som hver byder på en juleret. Disse restauranter offentliggøres først når deltagerne får udleveret deres skattekort. Hertil har Aalborg City forening budt ind med et ekstra stop, som byder på en lille overraskelse i byens magiske og udsmykkede julestemning.

Initiativtagerne Nordjysk Mad og Turisme, DGI Nordkraft og løbe-entusiasten, Stine Rex har lavet den perfekte kombination som både gavner vores restauranter, vores bycentrum, detailhandel og som byder på både lækre madoplevelser, motion og masser af julestemning.

- Det er fedt at kunne skabe en kombination af oplevelser som gavner alle, hvor vi spreder juleglæde til både restaurationer, borgerne og detailhandlen i Aalborg City. Vi håber det vil skabe lys i en mørk tid, hvor erhvervet kæmper og hvor julen ikke kommer til at ligne sig selv, siger Sarah Kruse fra Nordjysk Mad og Turisme

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...