22-årig iværksætter i Aalborg står bag interiør-webshop

AALBORG: Vaser, lys, pyntegenstande og nogle krydderier og te. Man finder lidt af hvert i den nye interiør-webshop Glød. Men først og fremmest finder man en masse af iværksætter og indehaver, Maja Haugaard, på de virtuelle hylder.

- Jeg går målrettet efter, hvad jeg selv kan lide og synes er fedt. Faktisk så meget, at min mor af og til siger, jeg skal huske, at det altså er andre mennesker, der skal købe det, forklarer hun med smil i stemmen.

Foreløbig har den 22-årige kvinde succes med at følge sin mavefornemmelse. Glød vokser støt og roligt - fra i begyndelsen kun at være salg af varer på Facebook og Instagram til nu også at være en decideret webshop.

For mens corona er en hæmsko for mange fysiske forretninger, så har nedlukningen i hvert fald på nogle områder vist sig som en fordel for både Maja Haugaard og Glød.

- I foråret voksede det helt vildt, fordi folk tydeligvis kedede sig og havde tid til at surfe rundt og shoppe. Hen over sommeren dalede det, men nu vokser det igen. Samtidig har jeg også selv kunnet være mere over det, fordi jeg er hjemme og kan arbejde, når det lige passer, forklarer hun.

Katrine Schousboe
Maja Haugaard har dedikeret et rum i lejligheden i det centrale Aalborg til webshoppen. Foto: Kim Dahl Hansen

Webshop og studier

Maja Haugaard flyttede til Aalborg sidste år for at begynde på en læreruddannelse, hun passer derfor sin butik sideløbende med studierne.

Det giver masser af fleksibilitet, som gør forretningen godt. Hun har mere overskud til at svare på henvendelser og kan f.eks. tilbyde, at man kan hente varer uden for hendes gadedør, hvis man vil spare fragten. Det giver tilfredse kunder og betyder, at flere får øjnene op for hendes univers.

- Det er generelt svært at komme i gang med sådan en butik, for jeg har ikke en masse penge, jeg kan kaste efter markedsføring, men skal selv gøre det hele. Men på det seneste har jeg f.eks. haft tid til at lave lives på Facebook, som op mod 100 mennesker har været med på. Det har virket rigtig godt, og jo mere tid og energi, jeg lægger i det, jo mere vokser det, forklarer hun.

Maja Haugaard kan i det hele taget se, at kundegruppen har rykket sig, efter hun kom til Aalborg. Butikkens spæde skridt blev taget under et sabbatår i henholdsvis Aarhus og Frederikshavn, hvor hun stammer fra. Mange af kunderne havde tilknytning til barndomsbyen, derfor var hun spændt på at rykke til Aalborg. Men nervøsiteten er gjort til skamme, for de gamle kunder holder ved, og mange nye er kommet til.

Katrine Schousboe
Mange af pyntegenstandene er lavet af genbrugstræ, for miljø og bæredygtighed er vigtige værdier for Maja Haugaard. Foto: Kim Dahl Hansen

Butik og bæredygtighed

Indtil videre er Glød dog et stykke fra, at hun kan leve af den. Men det skulle gerne komme, for læreruddannelsen til trods, så er det hendes tanke, at butikken engang skal være levevej.

- Jeg har altid gerne villet skabe noget selv og gik også på iværksætterlinje på handelsskolen, så det er egentlig kommet meget naturligt for mig. På et tidspunkt kunne jeg da også godt tænke mig, at det kunne blive til en fysisk butik, fortæller hun.

Ud over egen mavefornemmelse, når det kommer til sortimentet i Glød, så har hun også et øje for miljø og bæredygtighed. En del af varerne er lavet af genbrugsmaterialer som træ, andre varer har et socialt sigte. Eksempelvis er både te og krydderier fra en mindre svensk producent, der hjælper udsatte kvinder i arbejde.

- Jeg vil helst have varer, der er tænkt over. For jeg har som udgangspunkt ikke lyst til at starte en virksomhed, der belaster miljøet, siger hun og tilføjer:

- Men jeg elsker det virkelig. Jeg elsker, at det er mig selv, der bestemmer, og at det vokser. Og så elsker jeg først og fremmest kontakten med kunderne.

Katrine Schousboe
Glød begyndte med salg på Facebook og Instagram, men er nu også en decideret webshop. Foto: Kim Dahl Hansen
Katrine Schousboe
Foto: Kim Dahl Hansen
Katrine Schousboe
Foto: Kim Dahl Hansen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...