Havde krævet 12 millioner i erstatning - fik 300.000 kroner

Da en nu 25-årig mand i 2019 blev bæltefikseret i psykiatrien i 13 måneder, brød Region Nordjylland menneskerettighedskonventionen.

Det har Retten i Aalborg torsdag afgjort, oplyser den.

Tvangsfikseringen af ham var ikke lovlig, står der i dommen, ligesom Region Nordjylland har krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ved at opretholde tvangsfikseringen for længe.

Manden var tvangsfikseret fra 6. februar 2018 til 28. februar 2019 på retspsykiatrisk afdeling i Aalborg, men kun perioden fra april til februar var ulovlig, lyder det i dommen.

Manden havde krævet en erstatning på 12 millioner kroner, men retten har besluttet, at han skal modtage 300.000 kroner af regionen. Det har den 14 dage til at betale.

I Artikel 3 i menneskerettighedskonventionen står der, at "ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf".

DR har tidligere skrevet, at manden lider af skizofreni, og hans bror har fortalt, at tvangsfikseringen tog hårdt på ham. Han fordoblede sin vægt og havde svært ved at gå, fordi hans muskler var blevet svage.

Hans advokat, Tobias Stadarfeld, sagde til DR, at kravet om de 12 millioner kroner kom, på baggrund af at Menneskerettighedsdomstolen i en anden sag om tvangsfiksering havde tilkendt en forurettet 75.000 kroner for fastspænding i knap et døgn.

- Kravet om 12 millioner kroner går fint hånd i hanke med alvoren af den krænkelse, som klienten har været underlagt. At ligge komplet bæltefikseret i over et år, hvor han i store dele af fikseringen ikke har kunnet lave andet end at kigge ind i en væg, sagde advokaten.

Ifølge DR var den 25-årige blevet vurderet så farlig, at han burde have fået en plads på en institution for landets mest farlige psykiatriske patienter.

Men på grund af pladsmandel måtte han blive på retspsykiatrisk afdeling i Aalborg, hvor han altså blev tvangsfikseret i over et år.

Dommen i den civile sag blev afsagt torsdag eftermiddag uden retsmøde.

Regionen og den 25-årige har mulighed for at anke den.

/ritzau/

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...