I dag samler Børns Vilkår ind til udsatte børn

AALBORG: I dag kommer der rekord-mange indsamlere på gaden for at samle ind til udsatte børn. Aalborg er den by i Region Nordjylland med flest indsamlere i forbindelse med landsindsamlingen for Børn Vilkår.

De indsamlede midler går til arbejdet for udsatte børn og til BørneTelefonen, som rigtig mange børn, der har det svært, ringer til for at få hjælp af frivillige rådgivere.

Sidste år havde BørneTelefonen over 55.000 samtaler med børn og unge. Desværre er der kø på linjen, og mange må ringe forgæves. I 2019 var der næsten 140.000 ubesvarede henvendelser på BørneTelefonen.

- Da samfundet lukkede ned under corona, kom mange børn i klemme. Mange blev isoleret i hjem med vold og misbrug. Vi så, at BørneTelefonen blev en livline for rigtig mange børn og unge. Psykisk mistrivsel har fyldt meget i samtalerne under coronakrisen, lyder fra Børns Vilkår.

Børns Vilkår oplever, at krisen faktisk har forstærket danskernes lyst til at hjælpe udsatte børn. Det ses blandt andet på antallet af de mange tilmeldte indsamlere til årets landsindsamling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...