Gæsterne lagde stort beløb i byens restauranter og butikker

AALBORG: Der er gode penge i at være værtsby ved The Tall Ships Races.

Det viser en rapport fra VisitDanmark, som konkluderer, at turister brugte 51 millioner kroner i Aalborg under den store begivenhed i juli.

105.000 tilrejsende gæster - altså ikke medregnet lokale - brugte de mange penge på spisning, transport og shopping. Halvdelen blev lagt i Aalborgs restauranter og spisesteder.

- Vi er glade for, at vi med denne rapport i hånden kan konkludere, at The Tall Ships Races ikke bare var en stor oplevelse for de mange mennesker, der havde nogle festlige dage i Aalborg, men at det også gav nogle oplevelsesøkonomiske afkast, der er til at tage og føle på, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen i en pressemeddelelse.

Det samlede besøgstal er beregnet til 509.000. Det fremkommer ved, at 105.000 tilrejsende og 135.000 lokale i gennemsnit besøgte havnefronterne i Aalborg og Nørresundby 2,1 gang.

Aalborg skal igen være vært for The Tall Ships Races i 2022, og resultaterne af rapporten skal bruges til at opnå en endnu større, afledt effekt:

- Det kunne være skønt, hvis vi kunne få endnu flere udenlandske turister til at lægge vejen forbi i 2022, og få de, der allerede kommer, til at blive lidt længere, shoppe lidt mere og spise flere måltider på byens restauranter, fastslår Thomas Kastrup-Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...