Knap 40 grupper og solister skal konkurrere om at blive årets bedste band og songwriter

AALBORG: Interessen for at komme op på en stor scene og vise, hvad det musikalske talent rækker til, er uforandret i Aalborg.

I hvert fald, hvis man ser på antallet af tilmeldinger til årets Band Battle på Skråen. Fristen for at melde sig til konkurrencen er netop udløbet, og status er, at 39 kunstnere og bands er til årets dyst. Det er stort set samme antal deltagere som sidste år.

- Vi er meget tilfredse. Jeg var lige nået at blive lidt nervøs, men i sidste øjeblik væltede det ind med ansøgninger, siger koordinator for årets Band Battle Mark Kühn.

Han er i fuld gang med at lytte sig gennem nogle af ansøgningerne og kan allerede konstatere, at niveauet bliver højt i år.

- Der er virkelig nogle gode imellem, så det bliver rigtig godt, fastslår han.

Genremæssigt spænder de indsendte demoer bredt - fra pop/rock i old school stil over metal og elektronisk musik i den eksperimenterende ende.

Den kommende tid skal en 11-mands-jury nu lytte materialet igennem for at vælge de bands ud, som sammen med de tre vindere fra de indledende runder skal kæmpe om seks finalepladser. Sideløbende skal en række singer/songwriters kæmpe om finalepladser i Songwriter Battle.

I år er de tre indledende runder rykket langt ud i regionen - henholdsvis 27. februar på Østhimmerlands Ungdomsskole, 4. marts i Maskinhallen Frederikshavn og 5. marts i Musikværket i Nykøbing Mors.

- Vi vil gerne i højere grad være en regional begivenhed, og vi håber, at vi på den her måde kan motivere nogle til at være med, siger han.

Semifinalerne finder sted i marts og april, inden det hele ender i den store Band Battle 2020-finale på Skråen 16. maj.

Deltagerne i årets Band Battle dyster om præmier til en værdi af over 80.000 kroner - foruden en masse spillejob.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...