Vi har set ham vælge artister fra, men denne gang skulle det blive endnu sværere

AALBORG: DJ Martin Jensen er den nye dommer i X-Factor på TV-2 og seerne har taget godt imod ham. Vi vil faktisk vove den påstand, at det takket været ham er blevet noget, man gider se igen.

Har man set den nye sæson af X-Factor, vil man også have bemærket, at han har en sød tand og er en meget stor fan af kage. Camilla Gammelgaard fra ANR havde ham med som gæst i programmet på Boulevarden, og her blev han stillet overfor et nærmest umuligt valg. Han skulle nemlig lave en bootcamp med syv kager som deltagere og derefter vælge tre der skulle gå videre.

Camilla har set på, hvilke kager vi søger allermest efter på google og det gav følgende liste.

- Du har et felt der består af gulerodskage, kanelsnegle, chokoladekage, vandbakkelser, banankage, pandekager og fastelavnsboller. Hvilke tre vil du udvælge og tage med videre? sådan lød det urimelige spørgsmål fra Camilla Gammelgaard.

Efter lidt betænkningstid faldt de første to valg prompte, og efter lidt tøven blev den sidste også valgt.

- Vandbakkelser og Gulerodskagen....og Banankagen, men det kommer fanme an på, hvordan de er bagt. En kanelsnegl kan sagtens gå hen og vinde, men er det den fra Lagkagehuset, er den ikke særlig god, men den snaskede fra den lokale bager kan være rigtig lækker, lyder det rutineret fra DJ Martin Jensen.

Om ikke så længe er det også tid til liveshowene og hvad forventer Martin Jensen sig af det?

- Det er jo svært at sige hvad min forventning er, når man aldrig har prøvet det før. Det er lidt som at spørge om, hvordan det er at føde. Det ved jeg sgu ikke! Der kommer nok en baby ud. Det kan være det bliver råt og blodigt, men det kan også være der kommer den smukkeste blomst, jeg ved det ikke, lyder det fra Martin Jensen.

Hvordan det kommer til at gå, finder vi ud af de kommende fredage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...