Mary med til skole- ledernes årsmøde
Kronprinsessen kommer til Aalborg 2. november
AALBORG: Kronprinsesse Mary deltager i Skolelederforeningens årsmøde 2. november i Aalborg Kongres- og Kulturcenter.
Kronprinsessen taler om mobning og trivsel, når omkring 1500 skoleledere fra hele landet er samlet til Skolelederforeningen årsmøde. Temaet for årsmødet er "Folkeskolen. Vores. Hele livet" og har fokus på skolens betydning for eleverne og for det danske samfund.
Kronprinsesse Mary vil holde oplæg om Mary Fondens arbejde med "Mobning og Trivsel". Mary Fonden har siden 2007 haft mobning og trivsel som indsatsområde med fokus på at forebygge mobning gennem øget trivsel. Grundtanken er, at stærke børnefællesskaber er den bedste vej væk fra mobning og ind i fællesskaber.
- Det er altafgørende, at eleverne trives, og at de kan blive så dygtige som muligt. Indsatsen mod mobning i skolen er meget vigtigt, og vi er særdeles glade for, at H.K.H. Kronprinsessen har takket ja til at fortælle en så stor gruppe af landets skoleledere om Mary Fondens arbejde med at bekæmpe mobning, siger Claus Hjortdal formand for Skolelederforeningen.
Temaet for Skolelederforeningens årsmøde 2017 er "Folkeskolen. Vores. Hele livet", og årsmødet har fokus på, hvad folkeskolen betyder for os hver især, og hvad den betyder for samfundet - heriblandt elevernes dannelse og uddannelse og hvilken rolle, trivsel har for eleverne.
Undervisningsminister Merete Riisager med flere andre deltager ligeledes i årsmødet.