Du kan også bruge den kommende weekend på at høre god musik eller spise sammen med ensomme

AALBORG: Nu er det fire uger siden, påsken gjorde sit indtog hvilket betyder, den kommende weekend byder på store bededag. I gamle dage betød det, at befolkningen holdt fri og fastede om torsdagen, for så at spise store hvedeknopper på selve bededagen. I dag er der ikke mange, der faster om torsdagen og langt størstedelen skal også arbejde, men fredagen er fri og hvederne lever stadig i bedste velgående. Nedenfor får du tre forskellige bud på hvad du kan bruge din weekend på. Hav en rigtig dejlig weekend!

Fredag 27. april: Muldvarpen i Musikkens Hus

Når du har spist dig mæt i hveder, og du trænger til noget koldt at drikke samt lidt gang i gaden, er der gratis koncert i Musikkens Hus. Her kan du opleve trubaduren Muldvarpen med sit fantastiske beatorkester, der spiller klokken 22 - efter Shaka Loveless - i husets nedre foyér. Tilbage i 2015 debuterede Muldvarpen ved Skråens bandbattle, hvor hans hjertevarme danske lyrik blev akkompagneret af lune guitartoner.

Her tog den gæve tilflytter fra København både dommere og publikum med storm, hvorfra han kort tid efter blev betitlet som “årets nordjyske sangskriver". Lynhurtigt tog det fart for den unge sangskriver, der varmede scener op for navne som Rasmus Walter og Gnags, spillede koncerter fra Næstved til Skagen og overalt han kom, gav den mangfoldige musik smil på læberne hos store som små. Til efteråret udkommer Muldvarpens debutplade, som du ganske gratis kan få en smagsprøve på, live, nu på fredag.

Hvor: Musikkens Hus.Hvornår: Fredag kl. 22.Hvor meget: Gratis.

Lørdag 28. april: Spis alt den chokolade du kan

Selvom det gode vejr, på det seneste, har vist sin charme er det altså ikke denne lørdag, du skal gøre sommer-kroppen strandklar.

De fleste har drømt om det, men de færreste har rent faktisk prøvet at gå amok i chokoladens vidunderlige verden, hvilket du har mulighed for denne lørdag. Chokoladesmagning.dk tilbyder normalt foredrag og smagsprøver om chokolade, vin og rom, men på lørdag er foredraget sat til side, og i stedet afholder de to timers buffet af den bedste chokolade, hvor du selv vælger, om du blot vil nyde dine favoritter eller gå på smagsoplevelse blandt mærker som Summerbird, Bülow Lakrids, Friis Holm chokolade, Lentz, The Mallows, Bäru, Original Beans og mange flere.

Hvor: Søberg Chokolade, Hadsundvej 20, Aalborg.Hvornår: Lørdag kl. 12 - 18 OBS: billetten gælder i to timer.Hvor meget: 149 kr. Mere info kan ses på Chokoladesmagning.dk’s Facebook-side.

Søndag 29: Danmark spiser sammen

Uge 17 er den officielle “Danmark Spiser Sammen" uge, der har til formål at bekæmpe ensomhed og lade os komme hinanden ved.

I Danmark føler op mod 350.000 mennesker sig ofte ensomme, hvilket Folkebevægelsen Mod Ensomhed markerer ved at samle op mod 70 forskellige institutioner, skoler, foreninger og kommuner, der alle bidrager til arrangementer, hvor vi danskere har mulighed for at spise sammen og møde nye bekendtskaber.

I Aalborg er det værestedet Hjerterummet, der danner rammerne for en hyggelig søndag aften, hvor alle kan kigge forbi til et måltid varm mad, dele det og snakke sammen på kryds og tværs.

Hvor: Hjerterummet, Østerbro 20, Aalborg.Hvornår: Søndag aften kl. 18-19.30Hvor meget: Gratis
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...