
Masser af koncerter, gadefest og shopping: Vild weekend i Aalborg
De kommende dage er et overflødighedshorn af arrangementer
AALBORG: Har du det svært med larm, mange mennesker og en gennemført festlig stemning, så går du en usædvanlig hård weekend i møde. Der er næppe andet at gøre end at trække puden op over ørerne og så ellers vente på hverdagen, for byen kommer til at stå på den anden ende de kommende døgn.
Overalt - og særligt i midtbyen - vil det summe af aktivitet for en række store arrangementer falder netop i denne weekend sammen.
Et af de større er Idrætsmødet, der med med sine mange events og møder popper op her og der og alle vegne - særligt i Vestre Fjordpark og på Havnefronten. I dag kan du f.eks. prøve cykler i Cykelbiblioteket, eller teste om du kan finde vej på en orienteringsbane. Begge dele foregår på Havnefronten.
På havnen er der også Street Attack, hvor du kan blive klogere på og selv prøve ti forskellige former for gadeidræt.
I Karolinelund sætter Benjamin og Albert - bedre kendt som Benal et fedt punktum for årets række af Fredagsfest-koncerter, mens der også er masser af musik at hente til gadefesten Metropol, der kører både i dag og i morgen.

Som en del af Metropol er der i morgen den særlige Gadefest Tour i Danmarksgade, hvor tusindvis af mennesker ventes at dukke op. Hovednavnet TooManyLeftHands har godt nok i sidste øjeblik måttet melde forfald, men erstatningen er til gengæld i topklasse - nemlig Kato og Hedegaard.
Masser af musik er der også i Mølleparken, når endagsfestivalen Vi Elsker 90'erne kører løs hele dagen med en symfoni af årtiets største navne blandt andre Scooter, Eiffel 65 og Right Said Fred.
Også nyskabelsen Aalborg Comedy Festival kører i disse dage med shows - bl.a. i morgen, lørdag, hvor du kan opleve en række af landets dygtigste unge komikere under navnet De Håndplukkede i Spejlteltet.
Og er du bare mere til shopping, så er det i disse dage, at kortet skal svinges. Der er lige kommet løn, og midtbyens butikker holder Day & Night i dag og Aalborg i Rødt hele weekenden. Der er lavet tre oplevelseszoner i byen, hvor der er musik, gøgl og events.