Jakob Svendsen kan opleves tirsdag 29. maj på Event Aalborg. Pr-foto

Jakob Svendsen kan opleves hos Event Aalborg 29. maj

Tirsdag 29. maj kl. 20 kan du opleve stand-up komikeren Jakob Svendsen hos Event Aalborg. Han turnerer Danmark rundt med med sit nye onemanshow "Selvtillid".

Med udgangspunkt i sit eget liv leverer Jakob masser af historier fra de der situationer, som vi alle sammen kender, og som ingen af os rigtig er særlig stolte af. Og det er meget svært ikke at grine genkendende med, når Jakob beretter om sin bøvlede hverdag, hvor det kan være svært ikke at komme til at råbe lidt af både børn, kone og venner. For selvom det er ret ulykkeligt, at gå rundt og føle sig ikke-helt-god-nok, så er det heldigvis også temmelig sjovt.

- Det er jo vidunderlig privilegeret at få lov til at lave sjov med noget, der er så ulykkeligt og også rigtig tit svært at tale om. Humor er jo genialt i den sammenhæng og helt perfekt som et redskab, jeg kan bruge, når det bliver lidt for svært. Når mennesket er tosset på den måde, så ser jeg det nærmest som min pligt, at skrive jokes om det, siger han.

Det har kostet en del terapitimer og været en både ret personlig og også til tider hård proces at få showet skrevet. Samtidig har Jakob også brugt energi på at få fænomenet "Impostor syndrome", der på dansk kaldes bedragersyndromet, arbejdet ind. Altså en følelse af, at man snyder sig til alle sine muligheder og, at det kun er et spørgsmål om tid, før alle andre opdager, at man i virkeligheden ingenting kan. En følelse Jakob ofte bliver ramt af, men som han især kender fra sin tid som gymnasielærer.

-Jeg arbejdede som matematiklærer i flere år, og alle gymnasielærere går jo i virkeligheden bare rundt og venter på, at eleverne opdager, hvor lidt man i virkeligheden ved. Den der frygt for at blive afsløret, er nok en af de allerhårdeste ting ved jobbet, siger han.

Tidligere har han turneret med Næste(n)kærlig (2016) og Kristen i krise (2015). I 2015 var han desuden nomineret til Årets Talent ved Zulu Comedy Galla og i 2017 deltog han i ZULU Comedy Fight Club og turnerede Comedy Zoo On Tour sammen med Lasse Rimmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...