Mathias Bak øverst på sejrsskamlen i Kroatien. Privatfoto

Thor-bryderen suveræn ved stævne i Kroatien

AALBORG: Brydeklubben Thor Vejgaards 21-årige Mathias Bak, som er udtaget til Europamesterskaberne i brydning, der foregår i Kaspiisk i Rusland i dagene 30. april til 6. maj, vandt guld ved United World Wrestlings U/23-stævne Adriatic Trophy i Zagreb, Kroatien. Her blev den unge Thor-bryder prøvet imod nogle af Europas største talenter i 97 kg.-klassen.

I sin første kamp mødte Mathias serberen Djordje Pesut, som blev slået på teknisk fald med 10-1.

Derefter ventede østrigske Markus Ragginger, der tidligere har taget adskillige medaljer ved VM og EM i ungdomsrækkerne. Østrigeren blev ligeledes besejret overbevisende, idet Mathias slog ham på fald ved pointstillingen 9-2.

I sidste kamp pointbesejrede Mathias ungareren Bak Balint Vatzi med 6-2, hvilket ligeledes var en imponerende bedrift, idet Vatzi er forsvarende europamester samt VM-sølvvinder i ungdomskategorien.

- Ved stævnet demonstrerede Mathias, at hans niveau lige nu er tårnhøjt, og vi ser med spænding frem til hvad der sker i den kommende tid, siger Henrik Ottosen fra Brydeklubben Thor, Vejgaard.

- Målsætningen ved Mathias’ første deltagelse ved EM er primært at opnå erfaring på øverste niveau. Derimod spår vi ham straks større chancer ved U/23-EM i juni, hvor vi tror på, at han på en god dag vil kunne levere et topresultat, tilføjer Henrik Ottosen.

Mathias Bak får imidlertid ikke tid til at hvile på sine laurbær, idet han allerede i den kommende weekend skal i ilden igen. Denne gang ved Danmarksmesterskaberne i Herning. Her stiller Thor med fire mand. Lige så stor en favorit som Mathias Bak er i 97 kg.-klassen, er hans klubkammerat Dennis Sabroe til at tage sølvet i samme klasse. Desuden stiller klubben med to mere ubeskrevne blade, Casper Rasmussen i 87 kg. samt Akbar Alawlad i 74 kg. fristil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...