
Me + Nordkraft: Når idé bliver til virkelighed
Helt nyt projekt tilbyder råd og sparring til dig, der går rundt med en idé til et kulturelt arrangement
AALBORG: Har du en idé til et kulturarrangement i Aalborg - men er i tvivl om, hvordan det kommer ud over rampen?
Så er der hjælp at hente i et nyt initiativ, som Nordkraft Event står bag.
Kort fortalt går Me + Nordkraft ud på at skabe en digital platform og en fysisk i Nordkraft, hvor man kan mødes og netværke.
Første del af projektet er netop søsat, hver anden mandag kan man møde koordinerede leder Mads Bang til personlig sparring om sine tanker. Han har mere end 20 års erfaring i at arbejde med kulturprojekter.
- Me + Nordkraft er stadig under udvikling, og vi har selv en masse ideer, men vi har brug for at finde ud af, hvad de reelle behov er, siger han.
Foreløbig har en workshop vist, at netop det personlige møde er noget af det vigtigste i begyndelsen, når idé skal blive til virkelighed.
Musik, film eller koncerter
Kulturarrangementer skal forstås i bred forstand; det kan involvere musik, filmvisninger eller koncerter. Eller måske et støttearrangement eller computerspil.
- Og hvis ikke vi kan hjælpe, henviser vi videre til andre, der kan. I løbet af samtalen finder vi ud af, om projektet måske i stedet skal deles med en anden kulturinstitution som eksempelvis Huset eller Trekanten, siger Mads Bang.
- Vi vil gerne tænde en gnist, så flere tør kaste sig over kulturprojekter. Jeg håber, at vi får flere borgerudviklede arrangementer, og at små projekter bliver større i byen.
Idéen er blandt andet at skabe en digital platform, hvor man kan netværke, beskrive sine projekter, rekvirere oplysninger om planlægning og markedsføring eller hvordan man griber fundraising an.
Derudover skal der også være mere håndgribelig hjælp at få.
- Man melder ud, at man er godt i gang med et projekt - men mangler nogen der kan det og det. Noget der kan være afgørende for lige at få det sidste på plads. Måske mangler man tre cykler eller en røgmaskine, men der er ingen grund til at købe noget, man kan låne af andre, siger Mads Bang.
Udvikling og netværk
Nordkraft Event er et kontor under Aalborg Kommune og har overordnet set til opgave at iværksætte og koordinere aktiviteter i fællesarealerne i Nordkraft.
- Vi repræsenterer ressourcer og faciliteter, der er kommunens og dermed også borgernes, slår Mads Bang fast.
- Og udover selve projekterne vil vi også gerne være med til at udvikle dem, der stå bag. Give dem et større netværk og nogle personlige kompetencer, så de både får noget socialt og noget fagligt ud af det.
Muligheden for at sparre med Mads Bang findes allerede i dag, men nu bliver det mere formaliseret - og dermed endnu mere tilgængeligt.
- Vi vil gerne, at endnu flere kommer til os. Når vi går sammen, kan vi udvikle spændende ting.
Du kan møde Mads Bang i Nordkraft mandag i lige uger fra klokken 17 til 20.
- Men hvis du hellere vil lave en aftale torsdag klokken 14, er det selvfølgelig også ok.