Douro Wine Bar måtte pludseligt lukke fra den ene dag til den anden. Medejer forklarer hvorfor. Foto: Thomas Lee Christensen
Livet her

Medejer af lukket vinbar efter kundekritik: - Vi vidste ikke, at vi ville lukke ned

Da Douro Wine Bar lørdag sidste weekend udstedte gavekort, vidste de ikke, at de kort tid efter måtte lukke forretningen, slår ejer fast

01. august 2022 kl. 11:35

AALBORG: Da Douro Wine Bar i Danmarksgade tidligere på ugen meldte, at de havde haft sidste åbningsdag, var Mette Nørgaard utilfreds.

Hun havde i weekenden købt et gavekort på 500 kroner, og hun rejste kritik af, at vinbaren så kort tid inden udstedte det til hende, og at hun samtidig ikke blev kompenseret for det. De måtte altså have vidst det på daværende tidspunkt, mistænkte hun.

Men det gjorde de ikke, slår medejer Daniel Kjærulf Kvistgaard fast.

- Vi vidste ikke i lørdags, at vinbaren ville lukke ned. Det blev vi bekendt med om mandagen, og vi er ikke konkurs endnu. Vi er lukket ned, fordi vi ved, vi kommer til at gå konkurs.

Hvordan ændrer det noget?

- Det ændrer noget på den måde, at vi først om mandagen ved, at vi vil komme til at gå konkurs. Fra det øjeblik ser vi ikke nogen grund til at have åbent én dag mere, da det ikke vil gavne nogen samt kunne komme til at gå ud over de gæster, som eksempelvis vil købe gavekort til vinbaren, i tiden indtil vi bliver erklæret konkurs.

Men har I ikke i lørdags vidst, at der var røde tal på bundlinjen?

- Nu synes jeg ikke, at røde tal og konkurs er det samme. Vi har haft røde tal i lang tid, siden corona startede. Og så var det i mandags, vi fik beskeden, at vi ikke kunne få den hjælp, vi havde brug for, og så kunne vi allerede der se, at vi ikke ville kunne betale løn til vores medarbejdere til den første. Vi var sikre på, vi ville få hjælp, for vi var sikre på, at vi stadig havde en forretning med et kundegrundlag, som vi kunne drive videre. Vi har eksisteret i seks år, og vi har været igennem kriser, som vi har afværget, så vi troede på, dette var endnu en krise, vi kunne afværge.

Douro Wine Bar i Danmarksgade var med sine seks år en af byens ældste. Foto: Thomas Lee Christensen

Lige så snart en virksomhed får en konkursbegæring, må de ikke kompensere eksempelvis kunder for eventuelle tab, fortæller Daniel Kjærulf Kvistgaard. Derfor kan han ikke betale Mette Nørgaard de 500 kroner tilbage, men forklarer, at han allerede inden, de meldte deres lukning ud på Facebook, havde kontaktet Mette Nørgaard og foreslået hende at kontakte sin bank for at føre beløbet tilbage.

- Dansk lovgivning er sådan, at vi kan ikke gå ind og forfordele nogen. Så snart vi er klare over, at vi går konkurs, vil betalinger til nogen frem for andre være forfordeling af kreditorer, og det er ulovligt. Vi har ikke nogen personlig interesse i at beholde Mette Nørgaards penge, for det gavner os ikke på nogen måde. Alle de penge, der er kommet ind i tiden, inden vi lukkede ned, herunder penge fra Mette Nørgaards gavekort, drager vi ingen økonomisk fordel af.

- Vi ville jo ønske, vi kunne sige til folk, at de bare kunne komme ned, og så krediterede vi deres gavekort, men det må vi simpelthen ikke.

Corona blev dødstødet

Det var i sidste ende coronapandemien, der blev dødsstødet for vinbaren. Men også inflationen har haft betydning, erfarer Daniel Kjærulf Kvistgaard, der mærkede et fald i antal besøgende, da priserne i dagligdagen steg.

Vinbaren var et familieforetagende startet mellem Daniel selv, hans far og en portugisisk kammerat, og tabet gør ondt, fortæller han.

Fra venstre skåler Daniel Kjærulf Kvistgaard, Stig Kvistgaard og portugiske Eurico på åbningen af Douro Wine Bar i Danmarksgade for seks år siden. Arkivfoto: Ole Skouboe

- Vi har kæmpet til det sidste for at rede vinbaren, for det er et hjertebarn, vi har haft i seks år. Det har været meget hjerteskærende for os at lukke den ned, og det er hjerteskærende, at der er så mange ofre i en konkurs. Der er leverandører, der ikke kommer til at få deres penge. Der er medarbejdere, der står uden arbejde. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at redde vinbaren, men det var desværre ikke nok.

Annonceret indhold

Nyeste