
Medlemmerne vælter ind: - Jeg kunne lige så godt droppe alle mine planer
I et aalborgensisk fitnesscenter kan de godt mærke, at vi er gået ind i et nyt år
AALBORG: Mellem jul og nytår var der ro på.
Men 2. januar stak det helt af. Medlemmerne væltede simpelthen ind i Fitness United på Bispensgade 8 i Aalborg.
- Jeg kunne lige så godt droppe alle mine planer den dag, siger Anna Sophie Nielsen, der er centerleder i Fitness United Aalborg.
Nytårsforsæt
Anna Sophie Nielsen anslår, at der kom 100 nye medlemmer i centret mellem mandag 2. januar og mandag 9. januar.
- Den største dag var klart 2. januar. Der fik vi rigtigt mange nye medlemmer. Men i det hele taget har der været mange, der gerne ville have en prøvetræning, før de besluttede sig for, om de ville melde sig ind. Der har nok været en 10-15 stykker om dagen. Så vi har ikke rigtigt lavet andet end at uddele kort og vise folk rundt den her uge, siger centerlederen.
Som i de fleste andre fitnesscentre er der ekstra travlt i tidsrummet 15.00 til 18.00, og det store antal nye medlemmer betyder derfor også et øget pres på centrets faciliteter i primetime.
- Vi har forsøgt at være forudseende og har blandt andet investeret i noget mere udstyr for at undgå for meget kødannelse i centret. Derudover har vi også været vores holdplan igennem for at se, om vi havde behov for mere kapacitet, siger Anna Sophie Nielsen.
Mange studerende
I Fitness United tilbyder de også personlig træning. Her har de dog ikke oplevet en større efterspørgsel efter nytår.
- Det hænger nok sammen med, at en stor del af vores medlemmer er unge studerende. Mange unge får inspirationen til deres træning fra sociale medier som TikTok og Instagram, siger centerleder Anna Sophie Nielsen.
Fitness United åbnede i Aalborg tilbage i august 2022. Anna Sophie Nielsen har dog en fortid i andre fitnesscentre og har derfor erfaring med januar-situationen.
- Normalt ebber det ud med nye indmeldelser i løbet af januar. I marts ser man så typisk en nedgang i antallet af medlemmer, fordi dem, der ikke får brugt centret alligevel, melder sig ud, fortæller hun.