Mike Luca og Ann-Britt Pedersen fejrer en god start

AALBORG: Hos Casa Pazza blev flytningen fra Street Food til Reberbansgade fejret med gratis pasta.

Og nu er indehaverne, Mike Luca og Ann-Britt Pedersen klar til at lange flere hundrede tallerkner med spagehtti bolognese og spaghetti carbonara over disken igen.

Efter tre måneder kan de nemlig konstatere, at deres koncept er blevet taget rigtigt godt imod.

- Det synes vi, der er grund til at fejre, siger Ann-Britt Pedersen.

De gratis portioner er klar tirsdag 29. januar mellem 15.00 og 17.00.

- Vi har forberedt til cirka 400 portioner, men til gengæld er der så 25 procent resten af dagen til dem, der ikke når forbi, siger Ann-Britt Pedersen, der sidste gang tilberedte i omegnen af 50 kilo pasta.

Anne Helene Thomsen
Mike Luca skal have godt gang i gryderne på tirsdag. Arkivfoto Mette Nielsen

Da Casa Pazza sidste gang serverede gratis mad kom der rigtigt mange.

- Der var kø langt ned af gaden, og jeg tror, at rigtigt mange også kiggede forbi, fordi de var nysgerrige på vores koncept, som jo er unikt her i Aalborg, siger Ann-Britt Pedersen og tilføjer med smil i stemmen:

- Selvom nordjyder jo sjældent går glip af et gratis måltid.

Og ideen med gratis mad er faktisk indarbejdet i konceptet.

- Når vi kan se, at vi har mad i overskud, lægger vi det ud på Facebook, fortæller Ann-Britt Pedersen.

- Det er nemlig vigtigt for os at undgå madspild, forklarer hun.

Casa Pazza har efter de tre første måneder fortsat fuld fart på konceptet, hvor Mike Luca laver mad efter sin bedstemors italienske opskrifter.

- Men vi har også lavet nogle små ændringer undervejs efter, hvad kunderne har fortalt, at de godt kunne tænke sig.

- Blandt andet har vi introduceret en glutenfri pasta, siger Ann-Britt Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...