Klummeskribent Mette Goddiksen prøver at finde renligheds-balancen

KLUMME: Engang stod én, jeg kender, i kø i Imerco. Damen foran spurgte ekspedienten, om hun kunne købe sådan en plastikbeholder til toiletbørster. Ekspedienten måtte skuffe damen; man kan kun få børste og beholder sætvis. Det ville damen ikke have, for hun skulle ikke bruge en ny børste. Hun puttede nemlig bare den gamle i opvaskemaskinen igen og igen. Ja… historien kan måske få dig til at sige nej tak til et krus kaffe, hvis du inviteres inden for til kaffe hos en fremmed.

Omvendt så jeg engang programmet ”Gift ved første blik”, hvor én af de nygifte kvinder forlangte af sin udkårne, at underbukser og viskestykker blev vasket hver for sig. Siden da har jeg tænkt meget over rimeligheden i det. På den ene side er det vel væmmeligt, at bremsestreger og ting, du tørrer dit køkkengrej i, danser kinddans i vaskemaskinen. På den anden side kan jeg ikke overskue arbejdsbyrden ved at være bakterieforskrækket. Ingen har nogensinde fortrudt på dødslejet, at de ikke afsprittede flere nøglehuller med vatpinde… vel?!

Rengøringsstandard er forskellig og lidt tabubelagt. Jeg har personligt aldrig startet en samtale ved busstoppestedet med ”nå, hvor tit vasker du så sengetøj?” eller ”tager du også ind imellem i en ulvetime karkluden og tørrer spildt kødsovs op fra gulvet, fordi du ikke orker at hente gulvmoppen?”. Jeg skammer mig også, når jeg uventet skal have én med i min rullende losseplads af en bil, men til gengæld har mit hjem stabilt en okay glad smiley. Er det mærkeligt? Jeg ved det ikke. Tabuet har nemlig gjort, at jeg ikke rigtig ved, om jeg er mere eller mindre ulækker end gennemsnitsdanskeren, men jeg navigerer ud fra følgende:

Jeg er afgjort mere høflig og renlig end og forstår ikke folk, som efter endt toiletbesøg overlader striberne på fajancen til den næste. Den næste er ofte mig, og så står jeg dér med det umulige valg: Skal jeg tage chancen og tro på, at der ikke står én uden for båsen og venter (og dermed vil mistænke mig for at være et WC-svin) – eller skal jeg give mig i kast med de efterhånden indtørrede og genstridige streger i kummen? Ork! Det ender jo altid med, at man kradser fra side til side med børsten, rusker og gratter i det genstridige brune, bander og svovler. Den slags gidseltagning udsætter jeg trods alt ikke mine medborgere for.

Jeg kan også mærke, at jeg efter al coronasnakken om hygiejne er blevet mere hysterisk/opmærksom på egne og andre menneskers sekreter og bakterier. For eksempel generede det mig ikke synderligt før, hvis folk tog fat i fællesbrødet i kantinen med de bare næver, når de skulle skære sig en skive. Heller ikke, selvom jeg allerede i 2015, altså før vi alle her under corona blev spritzillas, læste om en undersøgelse fra Region Hovedstaden. Her stod, at blot en tredjedel af patienter og pårørende vasker hænder med sæbe efter en tur på toilettet. Den anden tredjedel vasker kun hænder med vand, og den sidste tredjedels hænder går direkte fra skræv til dørhåndtag og – hvem ved – det høflige håndtryk.

Før generede det mig egentlig heller ikke, hvis folk nøs eller hostede på mig. Herregud. Det er bare lidt mundvand! Jeg har konsumeret værre sekreter i 90’erne, for eksempel pisang ambon. Og dengang kunne jeg såmænd heller ikke drømme om at takke nej til en hjemmebagt småkage, høfligt budt af et fremmed menneske. Ovnvarmen havde nok fået has på de der hundehår. Slap a’, tænkte jeg og spiste gerne lidt labradorsnask for hyggens skyld. Jeg korsede mig over den slags mennesker, der lige lader blikket vandre til alle hjørner af ens hjem for at få øje på nullermænd. Jeg drak af samme flaske som folk uden for min sociale boble. Jeg svor til den undersøgelse, der viser, at børn fra landet, som får lov til at pøle i jord og snask, har et stærkere immunforsvar.

Men tingene har ændret sig.

Den anden dag tog jeg mig selv i at spekulere på, hvor mange kilo af andre menneskers hudceller jeg egentlig har inhaleret i mine 45 år. Støv består jo i høj grad af netop andre menneskers døde hudceller…

Opgaven er derfor nu at finde et tilpas leje igen. Det dur jo ikke at gå rundt som en sart mimose, en Maude Varnæs, der bekymrer sig over den mindste bakterie.

Mennesker afgiver ulækre sager. Og hellere sekret, hygge og snask end hudsult, hysteri og ensomhed.

Men inden jeg finder den akustiske guitar frem og synger lange sange om nærhed: Toiletbørsten i opvaskemaskinen kommer jeg aldrig til at elske. Hverken før eller efter corona.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...