Frivillige vil fejre fællesskabet ved at besætte Limfjordsbroen

AALBORG: Hånd i hånd vil hundredvis af frivillige i Aalborg på fredag, 28. september, fejre fællesskabet ved at danne en menneskekæde over Limfjordsbroen.

- Vi håber på et stort fremmøde, hvor mange frivillige foreninger og ildsjæle vil være til stede og fortælle om de mange spændende opgaver, som udføres frivilligt i Aalborg, siger formand for Aalborg Frivilligråd Elin Dahl Christensen.

Det er 11. år i træk, at man så at sige besætter trafikknudepunktet. Ideen er at skabe opmærksomhed på det frivillige arbejde og hverve nye hænder til foreningerne.

De frivillige mødes på Nørresundby Torv kl. 15 og går i samlet optog over Limfjordsbroen med sambaskolen Poco Loco i spidsen. På broen gør man stop, tager hinanden i hånden og danner kæde, inden man fortsætter til Folkekirkens Hus, hvor årets frivillighedspris bliver uddelt.

Det kræver en del mennesker at lave en fuldstændig kæde over broen - der er 640 meter fra Nørresundby til Aalborg.

Ideen med frivillighedsdagen er at skabe mere opmærksomhed på de mange frivillige i Aalborg.Arkivfoto: Andreas Falck
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...