I sin første måned som selvstændig har Sofie Møller hjulpet stressramte klienter med muskelspændinger i kroppen.
Mennesker

Angsten styrede Sofie: Nu er hun sin egen chef

Hun har ingen ungdomsuddannelse, men det holder dog ikke 23-årige Sofie Møller tilbage

02. marts 2023 kl. 18:18

AALBORG: De fleste unge menneskers liv i dag forløber sådan, at først går de i skole, så tager de en ungdomsuddannelse, holder måske et sabbatår eller to - og så tager de hul på studie- og voksenlivet.

Sådan har det ikke været for 23-årige Sofie Møller.

For ti år siden blev hun sammen med mange andre folkeskoleelever sendt hjem under den store lærerlockout - og selvom det kan lyde som mange børns drøm at slippe for regnestykker og diktat, blev det fatalt og skelsættende for Sofie Møller tilbage i 2013, dengang hun gik i syvende klasse.

I et lokale på Reberbansgade 10 har 22-årige Sofie Møller skabt en lille oase, hvor du blandt andet kan få fysiurgisk massage.

Hun fik nemlig ikke bare mere tid til leg og interesser.

Hun fik også angst - og senere i sådan en grad, at det kostede hende en afgangseksamen i folkeskolen og dermed muligheden for at tage den gymnasiale ungdomsuddannelse, hun drømte om.

Det betød, at hun efterfølgende måtte arbejde der, hvor hun kunne.

- Det er en fuldstændig ny retning, at jeg nu kaster mig ud i at være selvstændig, siger Sofie Møller, der 1. februar åbnede sin egen klinik Hos Møller i Reberbansgade 10.

Går ad wellness-vejen

Hos Møller er Sofie Møllers "hjerterum," som hun beskriver det. Her kan du blive forkælet med alt fra småkosmetiske behandlinger som permanente vippebuk og brynløft til wellness som fysiurgisk massage, der løsner kroppens muskelspændinger. 

Egentlig lå det ikke i kortene, at det var ad wellness-vejen, Sofie Møller skulle gå.

Og så alligevel.

Sofie Møllers drøm er at blive kosmetolog, men det tager minimum et år at uddanne sig til. 

Samtidig er det en uddannelse, man betaler af egen lomme, og da Sofie Møller i sommer stod uden job, var det derfor nærliggende at tage springet ud i livet som selvstændig - og i et felt, der lægger sig tæt op ad den verden, hun gerne vil ind i som kosmetolog.

Efter selv at have kæmpet mod angsten vil Sofie Møller hjælpe andre med at mærke ro i kroppen.

- Jeg håber, at jeg på sigt kan spare op til kosmetologuddannelsen, siger Sofie Møller forventningsfuldt om baggrunden for at åbne Hos Møller.

Krop og sind hænger sammen

Selvom Sofie Møller har kæmpet i et årti med angst, er hun ikke i tvivl om, at hun sagtens kan klare livet som selvstændig. Mærker hun optræk til et angstanfald, ved hun præcist, hvad hun skal gøre.

- Så laver jeg nogle vejrtrækningsøvelser, fortæller Sofie Møller.

Blandt andet vejtrækningsøvelserne er med til at holde Sofie Møllers angst i skak i dag - faktisk er det angsten, der har lært hende, hvor vigtigt det er at pleje forbindelsen mellem krop og sind.

Det er netop det, hun nu vil hjælpe andre med. Nemlig at finde ro og balance mellem psyken og fysikken.

1. februar åbnede Sofie Møller sit "hjerterum" Hos Møller i Reberbansgade.

- Det er ikke kun lykkepiller, der kan få én til at få det bedre. Det er der også mange andre ting, der kan, siger Sofie Møller og henviser til alternative supplementer som sprays og olier med duft, der har afslappende effekter på kroppen.

Noget hun bruger, når hun for eksempel behandler stressramte klienter, der kommer ind for at få løsnet muskelspændinger.

Frihed til at forfølge drømmen

Udover at hjælpe andre ser Sofie Mølle frem til den frihed, det også ligger i at være selvstændig.

- Nu er der ikke nogen, jeg skal tage hensyn til - udover mig selv og mine kunder, siger hun.

Du finder Hos Møller på Reberbansgade 10, hvor der også ligger et Tropic Sun-solcenter.

Og kunder har der været nok af, siden Sofie Møller åbnede sin klinik 1. februar. Faktisk flere, end hvad hun først havde forventet.

Nogle har været forbi for at få massage. Andre har fået lavet de populære, kosmetiske behandlinger som permanent vippebuk og brynløft.

- Det har været 50/50, hvad folk er kommet efter, fortæller Sofie Møller.

Du finder Hos Møller på adressen Reberbansgade 10 - samme sted, hvor solcenteret Tropic Sun ligger.

Annonceret indhold

Nyeste