Mennesker

Bella vil vinde en Oscar: Første internationale pris er hjemme

Mor til seks genfandt skuespillet under corona. En pris for bedste hovedrolle giver hende nu mod på at gå efter drømmen

18. december 2022 kl. 19:35

Der har altid været drama i aalborgensiske Bella Duves blod. Lige siden hun på dramatisk vis blev født for tidligt og mirakuløst overlevede.

Nu er dramaet indtil videre kulmineret med en pris for bedste kvindelige hovedrolle i en kortfilm ved Black Cat International Film Festival, der blev uddelt for nylig.

- Det var en stor glæde at modtage så fin international anerkendelse. Jeg har taget skuespilleruddannelse på Acting Academy London ved Mark Pegg og bruger ellers egne erfaringer til at leve mig ind i de forskellige roller, lyder det fra en glad Bella Duve på 38 år, der endelig er i gang med at udleve drømmen om at blive skuespiller.

- Min drøm var at komme på skuespillerskolen, men da jeg som barn boede i Tornby, var mulighederne ret begrænsede for at kunne komme til disse skoler, hvor der i øvrigt heller ikke optages ret mange elever om året, så derfor blev jeg folkeskolelærer.

- Jeg tænkte, at lærer var lidt i stil med teatret - du har et engageret publikum, der kommer for at høre og se din forestilling - også hvis det gælder engelske gloser eller staveord, griner Bella Duve.

Efter en barndom i Tornby og et liv med børn og arbejde er der nu tid til Bella Duve selv.

Barnedrømmen om at blive skuespiller kunne ikke realiseres de første mange år af hendes liv. Jo, der var da lidt skuespil i skolen og derhjemme med søsteren. Men familielivet tog over kort tid efter folkeskolens afslutning. Her sprang skæbnen ind og gjorde hende til mor, siden hustru og samtidig skolelærer uden ret meget fokus på andet end børn, uddannelse og huslige pligter.

Drømmen genfødt

Skæbnen spillede også ind, da hun senere blev skilt og alene med seks børn i en femværelses lejlighed og en nedlukning på grund af corona. Men det var faktisk en gave.

- Da verden lukkede ned, åbnede der sig en ny verden for mig. Jeg fandt frem til et internationalt, online fællesskab, der udsprang i England, og som søgte skuespillere fra hele verden. Jeg tænkte, at jeg kunne jo lige så godt prøve langt om længe at udleve min drøm, siger Bella Duve, der som 38-årig har børn i aldrene 3-16 år.

Bella Duve har masser af kontakter i det internationale filmmiljø.

Fællesskabet er det uafhængige filmudviklingsfællesskab Loud Voices Silent Streets (LVSS), hvor hun mødte en masse ligesindede skuespillere, både amatører og professionelle. Der blev skabt et hav af kortfilm, og film blev indspillet online via videotjenester, primært Zoom.

- Selvom covid på mange måder var rigtig trist, så gav det mig en tiltrængt tænkepause i mit liv. Jeg havde pludselig tid til at genfinde mine sande interesser. Og så var det, at jeg indså, at skulle det være, så skulle det være nu. Så jeg søgte ind og blev optaget online på skuespilleruddannelsen Acting Academy London ved Mark Pegg, siger Bella Duve.

Blev opdaget

Da hun endelige mødte sine nye venner fra LVSS i det virkelige liv under et besøg i London, blev der lagt mærke til hende.

- Vi havde det sjovt og snakkede rigtig godt sammen og på et tidspunkt, spørger George Veck, som er manuskriptforfatter, forfatter, instruktør og skuespiller, om ikke jeg kunne tænke mig at spille hovedrollen i en ny kortfilm, han var ved at skrive. Jeg takkede naturligvis ja til rollen i Disquietude, der siden skulle give mig denne pris for bedste kvindelige hovedrolle, siger Bella Duve.

Bella Duve er uddannet folkeskolelærer men har nu fokus på skuespilleriet og sine seks børn.

- Scenerne til kortfilmen Disquietude blev optaget i Aalborg og handler om Mariela, der er singlemor til fire børn og samtidig også et traumatiseret offer for vold i hjemmet, fortæller Bella Duve, der også har haft sine børn og sin far med i filmen.

Vandt en pris

I det nye år udgives Disquietude på YouTube, som hun vandt prisen som bedste skuespillerinde for ved Black Cat International Film Festival 2022 i Bolivia.

Filmen er i øjeblikket at finde på filmfestivaler rundt omkring i verden, men vil officielt blive udgivet på YouTube i starten af det nye år.

Bella Duve spiller hovedrollen i Disquietude, der er optaget i Aalborg og skrevet og instrueret af George Veck.

Siden hun blev optaget i Loud Voices Silent Streets har hun været med i ni kortfilm-produktioner, fem spillefilm og to serier, og der er tre flere på vej. Alt sammen trædesten på vej mod en ret vild ambition.

- Jeg forsøger at komme til alle de optagelsesprøver, jeg kan - hellere søge for mange end for få. Måske jeg med denne pris har en chance for at komme ind ad bagdøren til større film, der må da være nogle genveje, siger Bella Duve.

- Jeg vil vinde en Oscar en dag. Hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Jeg må have lige så mange chancer som alle andre, og jeg har selvtilliden til det, siger hun.

- Når jeg kan klare at føde seks børn uden smertelindring, så er det også muligt at vinde en Oscar, griner hun.

Annonceret indhold

Nyeste