I forrige weekend vandt Jacob Sørensen både en 1. og 3. plads til Nordic Ink Festival i kategorien Best Traditional Tattoo. Kategorien dækker over simple, klassiske designs, som sejlbåde, roser og ankre, der må tatoveres i begrænsede primærfarver som sort, rød, blå, grøn og gul. 
Mennesker

Boulevardens stjerne-tatovør vinder priser for sin kunst

Jacob Sørensen er lidt af en multikunstner, og folk tager gerne turen fra udlandet for at blive tatoveret af netop ham

03. november 2022 kl. 20:02

AALBORG: Når man træder ind i The Boulevard Socialclub Tattooparlor på Boulevarden, falder blikket uundgåeligt på de mange farverige tegninger og malerier, der er indrammet på væggene. 

Motiverne er forskellige, men værkerne ligner alligevel hinanden. Stilen er gennemgående, og har man først én gang set Jacob Sørensens kunst, er man ikke i tvivl om, at han har malet langt størstedelen af de malerier, der fylder butikkens vægge.  

Jacob Sørensen er 36 år, far til tre og har arbejdet som tatovør i shoppen på Boulevarden siden 2013, hvor han blev udlært. Siden da har han tatoveret flere tusinde mennesker fra både ind- og udland, solgt masser af egne malerier og vundet flere priser for hans evner med blæk og nål – senest i forrige weekend, hvor han vandt en 1. og 3. plads til Nordic Ink Festival i kategorien Best Traditional Tattoo.

Med over 51.000 følgere på Instagram og en propfyldt kalender, kan man godt konkludere, at Jacob Sørensen er et etableret navn i branchen. Måske endda ligeså permanent som den blæk, han tatoverer med.

Jacob Sørensen har til august 10 års jubilæum i shoppen på Boulevarden, og han er klar til at fortsætte længe endnu. 

Kunst på skateboards 

For Jacob Sørensen er kunsten, jobbet som tatovør og hans passion for skateboarding stærkt forbundet. Og netop skatermiljøet er en af grundene til, at det lige præcis blev tatoveringsmaskinen, han kastede sig over.

- Jeg har altid malet og tegnet, siden jeg var barn, så det lå ret meget til højrebenet. Jeg har stået på skateboard i sindssygt mange år, og der er mange forbindelser til tatoverings- og maleriverdenen, fordi mange maler, tegner og laver grafik på deres skateboard. Der er mange skatere, der har tatoveringer, og der er også mange skatere, der ender med at blive tatovører, forklarer Jacob Sørensen og fortsætter:

- Inden jeg kom i lære, studerede og skatede jeg primært. Men jeg vidste allerede fra starten af, at jeg ville male og tegne, og det her var den perfekte måde at gøre det på. 

Jacob Sørensen maler og tegner på bomuldspapir med vandfarver og blæk, og der er stor efterspørgsel fra folk, der gerne vil købe hans kunst. På nuværende tidspunkt sælger han primært sin kunst over Instagram. 

En mærkelig mide eller ørentvist? 

Det er ikke sådan, at Jacob Sørensen kun tatoverer sine egne motiver. Tværtimod laver han det hele, men han promoverer primært det, der tager udgangspunkt i hans egne malerier. 

- Jeg kommer kun til at lave de ting, jeg gerne vil lave, hvis jeg rent faktisk maler det. Folk skal se, hvad de gerne vil have, før de ved, de gerne vil have det, forklarer Jacob Sørensen og tilføjer: 

- Nu har jeg eksempelvis lige malet 40 insekter, og det er måske de færreste, der får den idé, at man skal have en mærkelig mide eller ørentvist tatoveret. Men dem har jeg allerede tatoveret en del af. 

Jacob Sørensens malede krop røber også, at han selv elsker tatoveringer.  For ham er tatoveringer en måde at udtrykke sig på, og han er ikke færdig med at udsmykke hverken sig selv eller andres kroppe. 

- Jeg bliver ved. Både med at få tatoveringer, så længe der er plads, og med at lave tatoveringer, så længe folk gider have dem, siger Jacob Sørensen med et smil. 

Du kan se mere til Jacob Sørensens arbejde på hans Instagram-profil jacob_tbc eller på The Boulevard Socialclub Tattooparlors Facebook-side. 

Annonceret indhold

Nyeste