På ét splitsekund ændrede Carina Lundtofts liv sig for tre år siden.
Mennesker

Carina nægtede at give op trods smertehelvede: Nu lukker hun livsværket

I flere år har Carina Lundtoft været plaget af mén fra et biluheld. Nu går hun andre veje

22. december 2022 kl. 17:39

AALBORG: Da Carina Lundtoft kører hjem fra sin frisørsalon en helt almindelig onsdag i 2019, aner hun ikke, at køreturen skal vise sig at blive skæbnesvanger.

Faktisk når hun ikke at ænse, hvad der sker, før bilen kurer på taget hen ad Ny Nibevej.

En lastbil er kørt frontalt sammen med hendes og tre andre biler på landevejen, og det næste, Carina Lundtoft husker, er, hvordan hun med alle kræfter kæmper sig fri af en rygende, ødelagt bil.

- "Du må have en skytsengel. For det her er ikke fysisk muligt at overleve," siger en politibetjent til mig i ambulancen, fortæller hun.

Men overlever, det gør hun. Og bare halvanden måned efter det voldsomme uheld står Carina Lundtoft igen i sin frisørsalon Zoom by Zoom i Algade.

Men med mange smerter og mén fra bilulykken.

- Jeg elsker at arbejde, og jeg elsker at arbejde som selvstændig frisør. Og på det tidspunkt havde jeg heldigvis en del ansatte, så jeg kunne starte på deltid, indtil smerterne og ménene fra ulykken blev bedre.

Har fulgt kunderne længe

I dag er det tre år siden - og siden dengang har Carina Lundtoft kæmpet for sit job som selvstændig frisør, trods en méngrad, der ifølge lægernes vurdering ligger på 48-52 procent.

Og det er ikke så lidt.

I dag lider Carina Lundtoft af kronisk hjernerystelse, nedsat bevægelighed, et beskadiget hørecenter, piskesmæld fra baghovedet og ned til lænden, tre sovende fingre, føleforstyrrelser i benene - og "konstant hovedpine," fortæller hun.

- Men jeg er selvstændig, og jeg er iværksætter. Jeg har en vanvittig stærk vilje, så jeg giver ikke bare op.

- Samtidig har jeg været i Zoom by Zoom i 18 år, så jeg kender mange af mine kunder helt tilbage fra dengang, hvor vi kunne møde hinanden i Jomfru Ane Gade. Flere har jeg fulgt langt ind i voksenlivet, hvor der er kommet ægtefæller, børn og hus til.

Og når smerterne nu var kommet fra en udefrakommende hændelse, måtte de jo også kunne gå væk igen. 

Sådan fortæller Carina Lundtoft om tankerækken, der førte til, at hun i flere år nægtede at indstille karrieren i frisørfaget, smerter til trods.

Det rigtige valg

Fra at have været en aktiv kvinde, der løb halvmaraton og prøvede vilde karruseller med datteren Silke, ser livet nu ganske anderledes ud for Carina Lundtoft.

- Jeg bliver 39 lige om lidt, men jeg går i seng klokken 20.30 for at hænge sammen. Og i dag er jeg den, der holder taskerne, når vi skal i forlystelsesparker, siger hun.

Carina Lundtoft er alene med datteren på 11 år, og for hende er det vigtigste, at datteren ikke skal lide overlast af de mén, Carina Lundtoft har fra bilulykken i 2019.

- Men hun er også blevet hurtigt voksen af det her, siger hun og fortæller, at hun er afhængig af sin datters hjælp til praktiske gøremål som indkøb og støvsugning.

- Derfor er det det rigtige valg at lukke Zoom by Zoom nu og fokusere på at få det bedre.

Ny ejer, samme service

 23. december havde Carina Lundtoft sin sidste dag i frisørsalonen. Nu er Zoom by Zoom i Algade solgt til Helen Hausager, der overtager salonen fra 1. januar med sine egne ansatte.

- Valget faldt på Helen, fordi hun minder meget og mig, da jeg var på hendes alder, fortæller Carina Lundtoft og uddyber:

- For mig har det været vigtigt at give salonen videre til en, der er lige så dedikeret som jeg selv fremfor at lukke helt og sende kunderne ud i byen efter en ny frisør. 

Når Helen Hausager åbner frisørsalonen på Algade 56 i det nye år, ændrer navnet sig til Haus.Concept. Telefonnummeret og booking-systemet vil dog stadig være det samme.

- For mig er det vigtigt at efterlade noget genkendeligt for kunderne. De skal vide, at selvom jeg er væk, er salonen stadig den samme. Jeg håber, de vil give Helen en chance, fortæller Carina Lundtoft.

Det er endnu uklart, hvad der venter sig på den anden side af nytåret for Carina Lundtoft.

- Om det hedder revalidering eller førtidspension, ved jeg ikke. Det skal jeg finde ud af. Men jeg har ikke tænkt mig bare at give op, siger hun og fastslår:

- Jeg brænder for at udvikle, så jeg håber på at kunne bruge mine erfaringer som daglig leder og selvstændig gennem mange år i andre sammenhænge - for eksempel ledelse.

Annonceret indhold

Nyeste