Du kan møde Mia Hjorth Hansen bag baren på Gedulgt i Aalborg.
Mennesker

Danmarks bedste bartender er kommet til Aalborg - her kan du smage hendes drinks

På Ruths Hotel overhørte Mia Hjorth Hansen en samtale, som fik afgørende betydning for hendes liv

27. april 2023 kl. 16:15

AALBORG: Skal du ud med vennerne, kan du nu få en topklasse cocktail i Aalborg. Nu kan du nemlig finde Mia Hjorth Hansen bag baren, hvor hun mixer, shaker og serverer nogle af de allerbedste cocktails i hele landet. 

I hvert fald kan hun kalde sig for Danmarks bedste bartender for andet år i træk fra Bartenders’ Choice Awards i Stockholm.

- Jeg har aldrig gået efter at få titlen som Danmarks bedste bartender, men jeg har altid været fokuseret på at passe mit arbejde. Jeg er interesseret i smage, det giver mig et sus, når vi har rigtig travlt. Det er lige mig, siger hun.

Gedulgt er en hemmeligholdt cocktailbar, der kan være svær at finde.

Smagsnørd vil hive minderne frem

Mia Hjorth Hansen er 30 år og har jobbet som barchef på den nye cocktailbar i Maren Turis Gade, der hedder Gedulgt.

- Jeg elsker at bruge anderledes smage. I en af mine seneste cocktails har jeg brugt løvstikke. Det minder mig om min barndom, hvor min mormor kogte løvstikke i kartoffelvandet, siger Mia Hjorth Hansen.

Sådan en mundfuld af smage og minder har Mia Hjorth Hansen sammensat et utal af gange. 

Hendes karriere har virkelig taget fart, og hendes historie starter i en kantine i Aalborg.

Startede i Telenors kantine

Opvæksten i Aalborg og familien har spillet en stor rolle for hendes interesse i mad og drikke.  

- Jeg kommer fra en familie, hvor vi altid har lavet mad fra bunden, så jeg har altid interesseret mig for at sammensætte smage, siger hun.

Mia Hjorth Hansen har altid interesseret sig for mad- og smagsoplevelser.

- Jeg startede min karriere i Telenors kantine med at snitte grøntsager og vaske op.

Mia Hjorth Hansen fortæller, at hun ellers troede, hun skulle gå i moderens fodspor med bogholderi, men hun blev hurtigt klar over, at det job var alt for stillesiddende.

I 2012 byder der sig en mulighed, som hun ikke kan sige nej til. Hun flytter til Skagen, hvor hun uddanner sig som tjener på Ruths Hotel. Gennem seks år arbejder hun sig op i systemet. Faktisk ender Mia Hjorth Hansen i 2018 som restaurantchef på Ruths Hotel. Og dér overhører hun en vigtig samtale.

Overhørte samtale på Ruths Hotel

Hun husker særligt én vagt på terrassen på Ruths Hotel, der skulle vise sig at have afgørende betydning for karrieren.

- Jeg overhørte en flok gæster, der snakkede om en hemmelig cocktailbar i Aarhus. Jeg blev vildt interesseret, og skyndte mig at finde frem til Gedulgt og sende en ansøgning, siger Mia Hjorth Hansen. 

Hun var tørstig på at vide alt om cocktails, gå i dybden og nørde de mange smagsvarianter. 

- Jeg ville bare vide alt, siger hun.

Og ikke lang tid efter at ansøgningen var sendt, pakkede hun kufferten og rykkede fra Skagen til Aarhus. I dag har hun titlen som barchef hos Gedulgt - og kreativ frihed til selv at sammensætte drinkskortet.

- Jeg laver ikke cocktails, fordi de skal være fine at drikke. Jeg vil bruge anderledes smage, som vækker minder og starter samtaler ved bordet, siger Mia Hjorth Hansen.  

Mia har sammen med sit hold netop åbnet Gedulgt i Aalborg i Maren Turis Gade.

En bitter-sød kombination

Mia er lidt af en smagsnørd. Og spørger man hende selv, hvad hun foretrækker, er svaret en 'Americano'. Denne bitter-søde og læskende cocktail deler navn med kaffen, men har et ganske andet indhold. 

- Den er lige dele campari og sød vermuth. Og så kan jeg bedst lide den toppet med tonic. Den er ikke for alkoholtung, og den kan jeg stort set altid drikke, siger hun.

Du finder Mia Hjorth Hansen bag baren på Gedulgt i Aalborg, Maren Turis Gade 10, cirka hver anden weekend. 

Annonceret indhold

Nyeste