
Fra kæmpe landsted til husbåd: Mulle og Claus udlever drømmen
Det hele startede med, at Claus og Mulle bare skulle have en is ved havnen
AALBORG: Det skulle bare have været en tur ned omkring lystbådehavnen efter at have besøgt DM-ugen i sommer. Det var varmt, og Mulle og Claus Jensen havde lyst til en is.
Mens de sad og spiste en softice med chokoladedrys og en med hindbær og vanilje med udsigt til husbådene på det gamle Limfjordsværft, fik de øje på noget.
- Vi så det her banner spændt ud på den blå husbåd Figaro, og ugen efter havde vi købt den, fortæller de halvvejs inde i en ombygning, der som de fleste ombygninger kom til at vare længere end planlagt.
Den tidligere ejer havde brugt årevis på at gøre båden i stand til at leve på, men nu skulle Mulle og Claus' stil skinne i gennem. For selv om købet af Figaro foregik temmelig hurtigt, så bundede det i en stigende lyst til at skifte de 300 kvadratmeter i Gistrup ud med noget meget mindre og mere bæredygtigt.
- Vi er begge aktive i politik. Claus arbejder med at forbedre erhvervsuddannelsen for slagterelever, og jeg er aktiv i Radikale Venstre og har plads i regionsrådet, hvor det for mig handler om sundhed, forebyggelse, grøn omstilling og demokrati og borgerinddragelse, siger Mulle Jensen, der ikke rigtig kunne se sig selv bruge ressourcer på et kæmpe landsted, når man kunne leve godt med mindre.
- Det har skumlet i vores hoveder længe. Vi påvirkes hele tiden af det, vi oplever og verden omkring os, og vi ændrer også hele tiden vores syn på, hvad der gør os lykkelige, og hvad vi vil gøre for at efterlade verden som et bedre sted. Skulle vi finde en anden grund i skoven og bygge et lille “hobbit-bo” eller måske et sommerhus ved vandet? Der var ikke rigtig noget, som helt passede os før den søndag i juli, hvor vi på den famøse cykeltur ikke nøjedes med at købe en is, griner Mulle Jensen.

Men Figaro passede godt til den store ændring, de en tid havde ønsket. At flytte ud af den store Akejelegården, sælge alt inventaret og leve mere minimalistisk og bæredygtigt.
- Det vil jo for os betyde en omkalfatring af vores måde at leve på. Men vi ville gerne bo småt, bæredygtigt og mindre forpligtet af hus og have, siger de.
Det har betydet, at Figaros oliefyr nu er skiftet ud med en varmepumpe, og at der nu er solceller på taget til at klare det meste af opvarmningen og strømforbruget.

Arbejdet med at bygge om er gået stærkt, og det er ikke noget nyt for Claus og Mulle. De har før truffet beslutninger hurtigt og eksekveret på dem. De flyttede eksempelvis sammen kun to dage efter at have mødt hinanden og har nu været sammen i 19 år.
- Vi fandt hurtigt ud af, at vi har noget, vi kalder synkroniseret motivation. Noget med at vi deler de samme drømme og har et fælles kompas, har mange af de samme værdier, siger Mulle.
Konkret har det betydet, at de for udenforstående har virket ekstremt spontane. De flyttede sammen efter to dage, blev gift året efter de mødtes. I 2017 købte de, efter en hurtig beslutning, et stykke vinmark i Piemonte og har der bygget både et hus og etableret egen vinproduktion.
Det kan kun lade sig gøre, når man som de to er synkroniseret. Synkronisering sker blandt andet ved at skrive lister med tre punkter, når store beslutninger skal tages. For, imod og på opmærksomhedslisten. Sådan gjorde de også, da de købte Figaro.

- Listen med FOR at købe var heldigvis længst, og vi havde stort set de samme ord på sedlen. Det var ord som “mere tid til hinanden”, “mindre klimaaftryk”, “nye eventyr”, “bedre økonomi” og “tæt til byens tilbud”, siger Mulle.
Der var stort set ingen punkter på imod-listen. Det handlede mest om det, de måtte undvære fra det liv, de har i dag.
- IMOD talte, at vi nok kommer til at savne skoven og dyrene, at min tid i haven har været helende efter travle dage på job eller i politik. At vi mister vores mulighed for at have hele familien under samme tag, og at vi ikke har nogen erfaring med at bo midt i en havn, og at vi ikke er erfarne sejlere, siger Mulle.

- På Opmærksomhedslisten var blandt andet bæredygtigheden. Hvordan kunne vi gøre den fossil-drevne båd mere “grøn”. Vi tog kontakt til gode mennesker, som hjalp os med at finde ud af, at solceller faktisk godt kunne være en mulighed, selv om man bor flydende. Så ud røg det lille oliefyr og alle radiatorer.
Brændeovnen måtte også ofres, for sådan en er nok hyggelig, men hverken grøn eller sikker ombord på en husbåd, siger de og glæder sig til at tænde lyset for første gang drevet af solenergi.

Nu er båden færdig, og tilbage mangler bare at sælge Akelejegården og sælge ud af al den inventar, der er akkumuleret gennem årene.
- Vi kommer til at afholde et stort “loppemarked” på Akelejegaarden, så alle vores overskydende ting kan gå til andre gode mennesker. Noget komme på lager, men langt det meste må videre, lige som vi skal, siger de.
- At frigøre sig fra meget af sit jordiske gods er også en vej at gå mod en mere bæredygtig tilværelse, slutter de.