Kendt værtshus holder særlig eventyrlig whiskysmagning
Undervejs vil man komme til at smage på fem forskellige whiskyer
Er du klar på en helt særlig form for underholdning og whiskysmagning - så er det måske Café Alpha, du skal forbi, når de igen er klar med et helt særligt event.
- Det er et 'magical musical show' - sange og fortællinger om whisky og kvinder og sagn og legender - en aften fyldt med 'magi', siger Rune Holm fra Café Alpha.
Der er tale om et vildt populært event, hvor menneskerne og smagene bag kommer helt fra Skotland.
- Da de holdt det i Edinburgh i Skotland, var det fuldstændig udsolgt. Så besluttede de sig for at tage på Europa Turné.
Musik, eventyr og whisky
Man kan sagtens komme som fuldstændig nybegynder i whisky, men hovedpersonerne har godt styr på de våde varer.
- De kan begge godt lidt whisky og arbejder med det. Den ene hos Johnny Walker, og den anden har sin egen whiskybar, siger han.
- Det er en dansker og en indfødt skotte, der kommer med et show af en anden verden. Der kommer musik og eventyr. Og så får man fem whiskyer undervejs, siger han.
En aften med unikke smage
Aftenen er bygget op som en fortælling om gamle sagn og legender, som også vil blive fortalt. Du kan vente dig et sjovt, mystisk og musikalsk univers - krydret med historier om kvinder, der arbejder i whiskyindustrien.
- Alle fem whiskyer er single cask. Fire af dem er røgede og udvalgt specielt til denne forestilling, siger han.
Aftenen koster 400 kroner for cirka to timers underholdning og fem forskellige whiskyer. Du kan købe billetterne hos Café Alpha.
Det hele foregår sidste søndag i efterårsferien, 22. oktober klokken 19.