Mohammad Rona fortæller om en vild opstart fyldt med ærefrygt.
Mennesker

Klumme: Det var en vild opstart

15. februar 2023 kl. 15:19

Mohammad Rona skriver klummer om dagligdagen og arbejdslivet som nyvalgt medlem af Folketinget for Moderaterne og nordjysk bopæl.

Jeg tror og håber aldrig, at ærefrygten ved at møde ind på arbejde på Christiansborg forsvinder. Men måske fylder ærefrygten alligevel lidt mere for mig, end den gør for mine kollegaer. I første omgang blev jeg ikke valgt, men tre uger senere sad jeg alligevel på Christiansborg til mit første gruppemøde i Moderaternes folketingsgruppe efter, at min med-kandidat havde trukket stikket.

Det er gået stærkt, og det har været en surrealistisk omvæltning pludselig at være folketingsmedlem for Danmarks tredje største parti. Med denne omvæltning følger ikke alene et ansvar for at løfte og styrke mit parti, det nye parti som mange vælgere har taget en chance ved at stemme på, men også en forpligtelse overfor de mennesker, hvis stemme jeg nu repræsenterer i Folketinget.

Min vej hertil er helt min egen, og jeg er nok ikke umiddelbart den typiske politiker. Jeg har ikke tidligere været politisk aktiv, hverken som partimedlem eller ungdomspolitikker. Men jeg har altid været interesseret i politik. Mine forældre og jeg flygtede fra Afghanistan til Danmark i 1991, og mine forældre har altid valgt at se og gribe mulighederne i det danske samfund. 

Disse muligheder har en særlig betydning for mig, for uden dem havde jeg ikke stået, hvor jeg står i dag, og derfor betyder det meget for mig, at vi værner om de gode muligheder for vores børn i fremtiden. Jeg har gennem tiden sat mig grundigt ind i de forskellige partiers politik – fra både højre og venstre side af det politiske spektrum – men de sagde mig ikke meget. I min optik skilte blokpolitikken partierne ad i stedet for at fokusere på det, politik burde handle om: hvordan vi mener, at vores samfund skal ændres, og hvordan vi kan samarbejde.

Så da Lars Løkke Rasmussen i 2021 stiftede Det Politiske Mødested, var jeg hurtig til at melde mig ind. Det skulle vise sig at være en rigtig beslutning, og Mødestedet var præcis det politiske åndehul, jeg havde ledt efter. Et sted, hvor du kunne diskutere samfundet og komme ud med dine budskaber uden at blive fanget i en blå eller rød agenda. De ugentlige møder, hvor vi onsdag efter onsdag diskuterede vores erfaringer og idéer med hinanden på kryds og tværs af vores forskelle, blev en fast del af min hverdag. Langsomt fik vi dannet grundlaget for det, der sidenhen blev til en ny stemme i dansk politik - Moderaterne.

Nu sidder jeg her som en del af Moderaternes folketingsgruppe. Sådan er livet jo så forunderligt. Mit familieliv har også forandret sig. Især fordi vi har småbørn i husstanden. Heldigvis har jeg et stærkt bagland, så jeg har fuldstændig ro i maven, når jeg drager til København hver uge. Når alt kommer til alt, så er det selvfølgelig hårdt i starten, men jeg finder langsomt en sund balance i hverdagen. Jeg bestræber mig på at være i Nordjylland mandage og fredage til møder og arrangementer, så jeg kan have tid med familien og samtidig passe min kreds.

Hverdagen er startet, og det er fantastisk at dykke ned i sagerne, sætte sig ind i udvalgsmøderne og være med til at sætte et aftryk på Nordjylland og resten af Danmark – nu skal jeg i arbejdstøjet!

Annonceret indhold

Nyeste