Klumme: TikTok og andre prioriteringer
Mohammad Rona (M) skriver klummer om dagligdagen og arbejdslivet som nyvalgt medlem af Folketinget med nordjysk bopæl.
Tempoet i dansk politik er højt.
Det har jeg allerede opdaget med mine cirka fire måneders erfaring fra dagligdagen på Christiansborg. Selvom jeg som nyt folketingsmedlem synes, at alt er spændende, er det desværre langt fra alt jeg kan nå at deltage i.
Jeg har mine ordførerskaber, som jeg naturligvis skal og vil passe. Men jeg har som folkevalgt også en forpligtelse over for jer vælgere, der valgte at sætte jeres kryds ved mig. En forpligtelse til at arbejde for de mærkesager, jeg er valgt ind på og for vores lokalområde.
Okay at sige fra
I min verden handler det om én ting – benhård prioritering af tid. Vi kan som mennesker kun være et sted ad gangen, og det er vigtigt at huske sig selv på, at det er okay at sige fra, fordi kalenderen er helt fyldt op. Det øver jeg mig stadig på, men jeg kan mærke, at det er en nødvendighed, for ikke at blive kørt helt over i en hverdag, hvor tid hurtigt bliver en mangelvare.
Det er nemlig vigtigt for mig at bevare respekten for mig selv og min krop. Huske at prioriterer mig selv og mine nærmeste, både for deres skyld, men i allerhøjeste grad også for min egen skyld.
En lettelse at slette TikTok
Det er vigtigt, at jeg trives i den her nye hverdag, som er meget anderledes end det, jeg er vant til, og det ved jeg kommer til at kræve, at jeg somme tider siger fra. Både i forhold til kalenderaftaler, men også i forhold til sociale medier, som jo er blevet et vigtigt redskab i en politikers liv, men også bare generelt i samfundet.
De forskellige sociale medier stjæler vores tid, og det er sjovt, spændende og lærerigt, men det kan også hurtigt fylde for meget. Derfor synes jeg ærligtalt også mest af alt, at det var befriende at slette TikTok, et medie mindre at forholde sig til. For vores tid er dyrebar og jeg tror virkelig på at prioritering af tid er vejen frem i hverdagen - uanset om man er enlig forælder, lykkelig gift tømrer eller folketingsmedlem som mig.