
Kristoffer kravlede rundt på Portland - nu vil han til tops i nyt tv-program
Kristoffer Simonsen fra Aalborg deltager i programmet, hvor talentfulde designere får chancen for at få en plads på den danske modescene
Dansk mode kan som bekendt noget ganske særligt. Men hvad kræver det at skabe Danmarks næste tøjsucces?
Det skal tolv designtalenter fra hele landet dyste om i programmet Danmarks næste tøjdesigner.
Og lykkes de med at imponere dommerne, er de sikret en plads på podiet i den benhårde udvælgelsesproces, der hver uge indsnævres.
Med andre ord vil der for nogle udvalgte få blive åbnet døre til en verden, der ellers er lukket. Og et af de talenter, der har bidt sig fast - er Kristoffer Simonsen fra Aalborg.

Dedikeret til hjembyen
- Jeg er meget imponeret over, hvor gennemarbejdet det hele er, siger tøjdesigner Søren Le Schmidt, da Kristoffers kollektion glider hen over skærmen.
Søren Le Schmidt udgør med smykkedesigner Anja Camilla Alajdi dommerpanelet.
Og de skorter ellers med komplimenterne.
Uden for normerne
- Jeg præsenterer mig stolt i programmet som, at jeg er fra byen med de rygende skorstene, fortæller Kristoffer Simonsen om sin medvirken i programmet.
Han havde sine tvivl om at stille op. For egentlig er Kristoffers tilgang lidt anderledes.
Som barn kunne han ikke sidde stille. Og senere begyndte han at kravle ind i de forladte industribygninger.
De endte med at kravle ind under huden på ham.
- Jeg har altid været meget draget af det industrielle. Og det har givet mig en hel naturlig inspirationskilde, tilføjer han.
Han dedikerede sin afgangseksamen fra VIA Design til sin hjemby - og Aalborg Portland.
Halunk
Nu står han på dørtærsklen til at lancere sin første kollektion med sit eget brand. Halunk har han kaldt det - et gammel ord for en person, der falder uden for normerne.
Det er normerne, det handler om, hvis man spørger den 29-årige aalborgenser.
Hans foretrukne materiale, som er møbelstof, er heller ikke helt efter bogen.
- Når jeg primært bruger møbelstof, er det fordi, det netop er produceret til at være slidstærkt. Jeg har flere gange arbejdet sammen med Danish Art Weaving, der holder til oppe i Tylstrup, fortæller han.
For eksempel har han lavet bøllehatte af deres gamle stofprøver.

Under stort pres
Men tilbage til beslutningen om at deltage i tv-programmet. Faktisk var det casterne, der pressede på. Han havde godt set et Open Call, men i første omgang slog han det hen. Så ringede de efter ham.
Han havde netop forladt sit arbejde som Head of design for danske Woodbird - der har gjort sig bemærket i Skandinavien ved at genfortolke klassiske styles.
- Det kunne godt være, at den form for eksponering kunne give noget til mine egne projekter, fortæller han om sine overvejelser om at være med.
Og selvom programmet er iscenesat, afspejler det ifølge Kristoffer den virkelighed, hvor designeren arbejder under et stort pres.
Det giver nemlig en direkte forbindelse til, hvordan det er i industrien, forklarer han.
- Det var ekstremt hårdt, men også lærerigt og indsigtsfuldt. Man må godt lave pænt tøj, der er trendy, men man skal bare være opmærksom på, at jo mere trendy det er, jo hurtigere vil forbrugerne have noget nyt, siger han.
Du kan se Danmarks næste tøjdesigner på DR på tirsdag.