På sin Instagramprofil kører Elisabeth Tuborg et jungletema, men hjemme hos sig selv har hun et hav-tema. Det skyldes, at hun oprindeligt kommer fra Thyborøn ved Vesterhavet.
Mennesker

Loppefund blev Elisabeths redning: Nu drømmer hun om en fysisk butik

Selvom det er svært for Elisabeth Tuborg at give slip på sine loppefund, giver det hende en stor glæde at sælge dem videre

07. maj 2023 kl. 19:01

AALBORG: For de fleste er loppemarkeder en hobby, men for Elisabeth Tuborg var det en vigtig støtte i en svær tid.

For cirka tre år siden gik hun ned med stress og måtte forlade sit fuldtidsjob som grafiker.

- Det gjorde, at jeg gik mere ind i mig selv og tænkte meget over, hvad det egentlig var, jeg ville med mit liv, fortæller 34-årige Elisabeth Tuborg.

Da Elisabeth Tuborg arbejdede som grafiker i Pandrup, tog hun altid forbi Kræmmerland på vej hjem.

Få måneder inden, at stressen ramte hende, havde hun så småt kastet sig over et ny projekt. Hun begyndte at sælge genbrugsfund på en Instagramprofil, og den lille forretning fik en stor betydning.

- Det gik op for mig, at jeg kunne bruge den her kæmpe passion for loppefund og at kunne lave et lille univers ud af det til at finde ro. Og så har jeg bare bygget videre på det koncept lige siden, fortæller Elisabeth Tuborg, som i dag drømmer om at åbne en fysisk butik med loppefund.

Profil med personlighed

Elisabeth Tuborg har altid haft en kæmpe interesse i at finde gode loppefund på grund af sin kærlighed for vintageting og ønsket om at forlænge deres levetid - også for klodens skyld.

Har muligheden for at tage forbi et loppemarked budt sig, har hun altid benyttet sig af den. Først blev fundene købt til hendes eget hjem, men hendes indre loppeentusiast havde andre planer.

Når loppefundene bliver købt, skriver Elisabeth Tuborg personlige takkekort, hvor hun tager udgangspunkt i samtaler, hun har haft med køberen.

- Når jeg så nogle virkelig fine ting, som måske ikke lige passede ind i mit eget hjem, kunne jeg alligevel ikke lade dem stå. Tingene talte til mig på en eller anden måde, forklarer Elisabeth Tuborg.

Og sådan opstod den lille forretning på Instagram, som hun har kaldt for Loppejunglen. I dag har Instagramprofilen knap 6000 følgere, og som navnet antyder, har profilen et gennemgående jungle-tema med grønne farver, dyr og planter.

For to år siden flyttede Elisabeth Tuborg ind i en ny lejlighed, og her var det et must, at der var et rum, hun kunne bruge til lager.

- Jeg gør meget ud af at køre en bestemt stil og ikke bare lægge et billede op ad en vase og skrive 120 kroner. Derfor skriver jeg også altid en lille historie, når jeg laver et nyt opslag med et loppefund.

Et skridt tættere på drømmen

Elisabeth Tuborg køber kun loppefund, hun selv synes om. Oftest er det de lidt farverige, skæve og unikke ting, som man ikke ser andre steder, og som også har lidt humor over sig.

På nuværende tidspunkt samler hun alle sine fund i sin lejlighed i Aalborg Øst.

- Jeg har et helt rum dedikeret til mine loppefund. Rummet er godt fyldt op, og det vokser hurtigt. Der kommer nærmest to ting ind for hver ting, jeg sælger, for jeg kan ikke lade være, griner Elisabeth Tuborg.

Elisabeth Tuborg forsøger at lægge to nye loppefund op i hverdagen.

- Men jeg går og drømmer om at rykke ud af mit lagerrum og få en lille butik. Det er helt klart min drøm at kunne gøre det til en levevej, tilføjer hun.

Den 34-årige loppeentusiast har for nyligt fået arbejde som pædagogvikar på psykiatrisk afdeling i Aalborg. Tanken er, at det kan være med til at kickstarte drømmen.

- Jeg håber, at vikarjobbet kan bringe mig et skridt tættere på at komme i gang, og det kan kun gå for langsomt, siger Elisabeth Tuborg.

Annonceret indhold

Nyeste