Det var farens idé, at Steffen Berenthz Eriksen skulle til casting på Oliver i 1983. 
Mennesker

Steffen var barneskuespiller - nu er han tilbage i samme stykke

Som dreng var en rolle i Oliver Twist en sjov oplevelse - nu er det Steffen Berenthz Eriksens job

16. november 2022 kl. 20:03

AALBORG: Det var egentlig hans fars idé.

Han havde set et opslag, at de ledte efter barneskuespillere og sendte den 12-årige Steffen til casting. 

- Jeg havde faktisk ikke nogen stor skuespillerdrøm, for mig var det bare en sjov oplevelse, fortæller den i dag voksne Steffen Berenthz Eriksen.

Men som de fleste af os kender det, så slår livet nogle gange krøller, og tilsat en god portion tilfældighed er han alligevel endt med at blive netop skuespiller. De seneste 17 år med fast engagement på Aalborg Teater, hvor han de kommende uger spiller en af de bærende roller i familieforestillingen Oliver Twist. 

- Det er en lidt pudsig historie, som nu får bundet en form for sløjfe, forklarer han.

Et bredt udvalg af skuespillerne på Aalborg Teater synger og spiller familiemusicalen Oliver Twist frem til 22. december.

Hans debut på teaterscenen som 12-årig var nemlig i det selv samme stykke i 1983. Og selv om det var på Nørrebros Teater, så blev stykket til i en samproduktion med netop Aalborg Teater. 

- Det er sjovt, nu står jeg her knap 40 år senere i den anden ende af min karriere, og er en af de ældre her på teatret, hvor jeg er meget fascineret af de unge, der bliver ansat og alt det, de kan, siger han.

Eventyrlig oplevelse

Den 12-årige Steffens oplevelser med Oliver, som Nørrebros Teaters udgave hed,  har - skuespillerdrøm eller ej - efterladt et varigt spor. For mens han havde en rolle som fattiggårdsdreng, så var det øvrige cast et stærkt udvalg af datidens navne med blandt andre Hanne Uldal, Arne Lundemann og ikke mindst Jesper Klein som tyven Fagin, der lever af at uddanne de fattige drenge til at stjæle for sig. 

Den voksne Steffen Berenthz Eriksen får noget andet ud af den klassiske fortælling om den fattige Oliver, end den 12-årige barneskuespiller gjorde.

Og netop Fagin er den rolle, som Steffen Berenthz Eriksen nu skal spille i de kommende ugers opsætning af Oliver Twist.

- Det er en rolle, jeg længe har drømt om at spille. For selv om han er skurk, kan man jo også se, at han har en anden side, forklarer han.

I det hele taget reflekterer den voksne Steffen naturligt over stykket på en helt anden måde, end den 12-årige dreng på scenen gjorde.

- Jeg spillede jo det, jeg var - en dreng. Det var en eventyrlig oplevelse, som jeg næsten husker som en drøm. Jeg kommer selv fra lidt svære kår, og her blev vi taget virkelig godt imod af voksenskuespillerne. Vi tog på Tivoliture og indspillede også et kassettebånd med musikken, og det var i det hele taget bare lidt af et eventyr for mig, lyder det.

Oliver Twist

Spiller 19. november til 22. december.

Bliver i Aalborg Teaters nyopsætning betegnet som en familiemusical. Historien tager udgangspunkt i Dickens' fortælling om den forældreløse Oliver, der flygter fra børnehjemmet og må klare sig selv blandt skurke og tyveknægte i Londons gader.

Forestillingen er skabt af Aalborg Teaters egne kreative kræfter. Martin Ringsmose har bearbejdet Dickens' roman, mens kapelmester Niels Søren Hansen har komponeret musik til forestillingens sange, der er er skrevet af Sven Ørnø.

Rollen som Oliver bliver spillet af den nyuddannede skuespiller Ulrik Windfeldt-Schmidt, og Steffen Berenthz Eriksen spiller Fagin. Derudover medvirker Jørgen W. Larsen, Nanna Buhl Andresen, Clara Josephine Manley, Marta Holm, Evrim Benli, Østen Borre Simonsen, Patrick A. Hansen, Kathrine Høj Andersen, Marcus Gad Johansen og Christian Iversen.

Allerede inden premieren er flere forestillinger udsolgt, og der er derfor åbnet for ekstraforestillinger. 

Melodramatisk

Steffen Berenthz Eriksen beskriver sig selv som et udadvendt barn, der godt kunne lide det fokus, der var på ham. Til daglig gik han i skole på Sankt Annæ Gymnasium og sang i drengekor, alligevel havde hans venner sværere ved at acceptere successen på scenen. 

- Jeg mistede nogle venner på den konto. Set med voksenøjne syntes de nok, at jeg var lidt arrogant, reflekterer han. 

Skuespilleriet blev lagt på hylden, mens han som teenager blev optaget af alt muligt andet. Først senere og ved hjælp af tilfældigheder begyndte han at spille improteater og kom på den måde tilbage til scenen, før han i 2003 blev uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater.

Med mange års erfaring i bagagen kan han stadig blive fanget af historien om den fattige, forældreløse Oliver, der kommer i kløerne på Fagin. 

- Det er lidt melodramatisk, men stadig noget, jeg kan identificere mig med. Man ved jo, det ender godt, og at det gode i barnet vinder. Det er klart, at jeg som voksen på en anden måde går ind i en rolle og ned i nogle andre lag i karakteren, end jeg gjorde, da jeg var barn. I dag analyserer jeg mere rollen og tænker over "hvorfor reagerer han sådan og sådan", siger han og tilføjer, at barnet Steffen naturligt bare gjorde, som han blev instrueret i.

- Jeg kan huske en scene, hvor jeg skulle overvære et skænderi, og hvor jeg skulle reagere med at grine. Det gjorde jeg, uden at tænke nærmere over det. I dag kan jeg jo godt synes, det er lidt underligt.

Rollen som Fagin er én, som Steffen Berenthz Eriksen særligt gerne ville have. I Nørrebros Teaters udgave fra 1983 var det Jesper Klein, der spillede den kriminelle skurk.

Én på hovedet

Også en anden oplevelse gik på nogle måder lidt hen over hovedet på den 12-årige Steffen.

I forestillingen skulle Arne Lundemann give den unge skuespiller en på siden af hovedet - men til premieren blev det til en regulær lussing.

- Jeg tror simpelthen, han var så nervøs, at det gik galt, og han fik slået alt for hårdt. Jeg mærkede intet, og det betød intet for mig, men Arne var knust. Det var jo en voksen, der slog et barn, og han undskyldte og undskyldte, fortæller han. 

Lussinger er der ingen af fra Steffen Berenthz Eriksens side i Aalborg Teaters nye version af Oliver Twist. Til gengæld er der masser af energi og glæde over udsigten til at skulle på scenen og igen spille for fulde huse.

- På grund af corona har vi haft en lang periode, hvor der ikke har været så mange i salen, men salget til Oliver Twist går rigtig godt, og det betyder meget for os igen at have et stort publikum. Det glæder jeg mig ekstremt meget til at opleve. 

Steffen Berenthz Eriksen har været 17 år i Aalborg og kalder sig selv for en af teatrets ældre skuespillere. - Jeg er meget fascineret af de unge og alt det, de kan, siger han.

Annonceret indhold

Nyeste