Tonny Rosenørn har fotograferet i en del år - men under corona fik han på ny øjnene op for Aalborgs mange skønheder.
Mennesker

Tonny tager billeder af Aalborg i al slags vejr: - Vi har så megen skønhed

Tonny Rosenørn har altid et kamera på sig - og så elsker han Aalborg og særligt Vestbyen

19. november 2022 kl. 18:38

AALBORG: Et ældre ægtepar stopper op og undskylder afbrydelsen. Men de synes altså, at de lige må rose og dele deres begejstring, for de elsker Tonny Rosenørns billeder. Farverne, de finurlige detaljer, ja bare måden, han fanger byen på.

Og sådan er det ofte for Tonny Rosenørn. Han bliver bemærket - eller rettere hans mange smukke og ofte skæve fotografier af Aalborg gør. På nettet bliver der kommenteret og liket ivrigt, når han lægger billeder ud i grupper som f.eks. Aalborg i små fotoglimt. 

- Jeg elsker at få kommentarer. Ikke mindst, når jeg møder folk. Det giver mig endnu mere blod på tanden og lyst til at dele det, jeg laver, forklarer han.

- Fjordbyen er og har altid været et gæstfrit sted. I 2017 blev jeg ved hvert besøg mødt af den samme nysgerrige kat. Det var nærmest en tradition, at den stod klar til at modtage besøgende, og jeg endte derfor med at kalde den for “Borgmesteren af Fjordbyen”. Jeg har desværre ikke set denne kat i nogle år, men billedet har hængt i min stue lige siden, fortæller Tonny Rosenørn

Og netop dele, gør Tonny Rosenørn. De kommende uger kan du ganske gratis nyde hans fotografier i stor skala på udstillingen Et glimt af Aalborg i Haraldslund Vand- og Kulturhus. Her har han samlet 20 af sine egne favoritter, der alle har det til fælles, at de tager udgangspunkt i Aalborg.

Her er billedet Borgmesteren fra 2017 af en kat i Fjordbyen, som Tonny Rosenørn jævnligt har mødt på sine gåture, der er en kvinde med hund i solnedgang over Fjorden og Kulturbroen i tåge.

- Du kan godt se, at jeg har en forkærlighed for tågede morgener, ikke, spørger han leende og peger over på væggen, hvor de store fotos hænger.

Billedet En sludder på Fjorden (t.h.) blev til på en aftengåtur langs Limfjorden. - Jeg blev ved første øjekast betaget af det flotte lys og de meget skarpe geometriske former fra badebroen. Jeg stoppede selvfølgelig op og begyndte at fotografere, men der manglede alligevel noget. Lige som jeg var ved at pakke kameraet tilbage i tasken igen, hørte jeg nogle der snakkede sammen... ude fra fjorden! Jeg ventede lidt, og ganske rigtig kom der to kvinder sejlende på paddleboards i fuld gang med at vende hele verdenssituationen, fortæller han.

Corona blev en velsignelse

Hvor nogle af billederne er resultat af lang tids forberedelse og venten, så bliver andre af dem til, fordi han tilfældigt er på rette tid og sted og har blik for detaljen.

- Det handler nok meget om lige at se det finurlige, konstaterer han.

Tonny Rosenørn er egentlig fysioterapeut, fotografiet er en hobby, der gradvist er kommet til at fylde mere og mere over de seneste 15 år. I nogle år har han fotograferet bryllupper og portrætter, og drevet enkeltmandsvirksomhed ved siden af sit job. Men så kom corona og gav helt nye perspektiver.

- Det blev virkelig en skjult velsignelse for mig. I 2020 troede jeg min kone og jeg skulle rejse, vi skulle giftes, der skulle ske en hel masse ting. Men så kom corona, og vi kunne ikke komme nogen steder, så måtte jeg jo opdage min egen by i stedet, fortæller han og tilføjer, at på trods af, at han både er født og opvokset i Aalborg, nærmere bestemt Vestbyen, så har han med kameraet fået øjnene op for ting, han ellers ikke ville.

- Det har faktisk været lidt som at være barn igen. Gennem kameraet har jeg oplevet verden på en ny måde. Og det har virkelig slået mig, hvor meget skønhed, der her i byen, siger han.

Billedet med titlen Broen mod det uendelige er et af Tonny Rosenørns mange tåge/dis-billeder. Her var det bare at vente, siger han, til han var heldig og en fodgænger kom forbi.

Tonny Rosenørn er altid på jagt efter billeder med en historie i. Om det så er i vejarbejde eller grå beton, synes han, han kan finde skønhed. 

- Der er patina i det. Der er en fortælling, det handler bare om at kunne se det. Nogle kommenterer af og til og siger, jeg har et lidt forvredent, romantisk syn på byen. Men det er jo netop det, der er pointen - at spotte det pæne og minde om, at det er der, siger han.

Ingen steder uden kamera

Særligt fotogruppen Aalborg i små fotoglimt er han begejstret for. Han elsker det sammenhold og community spirit, der er i gruppen, hvor man dels opmuntrer, men også accepterer at man har forskellig stil og blik på tingene. 

- Jeg synes også, jeg lærer en masse nyt om byen, ved at vi har mange forskellige øjne på den.

I det hele taget nyder han, at han har givet sig selv lov til at dyrke den mere kreative del af sit fotografi. For hvor der med bryllupsfotografier og portrætter er udtalte forventninger til, hvordan motivet skal tage sig ud, så er der her ingen forventninger til, hvad han skal.

- Her kan jeg overraske mig selv, for jeg gør det kun for min egen skyld. Fordi jeg ikke kan lade være, fortæller han.

Udstillingen i Haraldslund hænger der december ud - dels på gangen dels i fitnesscentret - herefter bliver billederne foræret til Sygehus Syd.

Af samme grund går han sjældent nogen steder uden at have et kamera med. For det kan lige så vel være på cykelturen til arbejde, han støder på noget, som det kan i det planlagte motiv.

Fotoudstillingen har han længe haft lyst til at lave - og han er blevet tilskyndet af andre brugere i fotogrupperne. For han føler sig næsten forpligtet til at dele ud af det, han ser og kan.

- Det er fantastisk at se folk kigge på mine billeder. Der sker altså noget, når fotos kommer op i stor størrelse, man stopper op og reflekterer på en helt anden måde end hvis man ser det på telefonen eller en computerskærm, konstaterer han.

Udstillingen i Haraldslund hænger til slutningen af december. Når den er slut, bliver billederne flyttet til Sygehus Syd. Tonny Rosenørn har foræret alle 20 billeder til sygehusets kunstudvalg.

- Efter i flere år at have været pårørende og kommet meget på sygehusene, er det her min måde at sige tak på. 

Annonceret indhold

Nyeste