Kom og besøg Nygårdsminde Vingård der åbner sine vinmarker for de nysgerrige i anledning af Nordjysk Madfestival.
Mennesker

Tre gratis events, du kan glæde dig til under madfestival

Besøg en bondegård, kom med ud på vinmarken eller få vilde smagsoplevelser i City Syd

20. august 2023 kl. 06:02

AALBORG: Der bliver mange forskellige smage og oplevelser at hente under Nordjysk Madfestival.

Der er flere arrangementer, der er ganske gratis, som du kan fornøje dig ved uden at hive penge op ad lommen. Her får du tre fede oplevelser, der er ganske gratis.

Vin- og madfest i Aalborg Storcenter

Hele to weekender bliver centertorvet forvandlet til et kulinarisk madcenter, hvor du kan komme forbi og smage på lidt af hvert. Allerede nu har Aalborg Storcenter løftet sløret for, at Stae Vingaard vil være at finde under vin- og madfesten.

- Lad dig forføre af aromaerne og smagene fra druer dyrket i de solrige sydvendte bakker i Vodskov. Stae Vingaard er et sandt paradis for vinelskere, beliggende syd for Vodskov, hvor de med kærlig omhu producerer omkring 2.000 flasker højeste kvalitetsvin hvert år, skriver Aalborg Storcenter.

Det er fuldstændig gratis at deltage, og vin- og madfesten finder du på centertorvet i weekenderne 26.-27. august og 2.-3. september 2023 begge weekender fra klokken 10-16.

Besøg en bondegård

For de nysgerrige, der kunne tænke sig at dykke lidt nærmere ned i, hvor maden faktisk kommer fra, får du her muligheden for at hive hele familien med på bondegårdstur.

For en gård i Dronninglund - kun en lille køretur fra Aalborg - vil slå stalddørene op og inviterer indenfor til "åben gård".

I kan se frem til en lærerig dag for store og små. Klokken 13 vil en slagter vise frem, hvordan en gris parteres.

- Der vil være hyggelige og lærerige aktiviteter, masser af smagsprøver og lækker frokost kan købes, skriver gården selv om arrangementet.

Der vil også være mulighed for at få en tur på en pony på dagen.

"Åben gård" er søndag 27. august fra 10 - 16, og du finder tilmelding lige her.

Besøg en dansk vingård i Vendsyssel

Er du mere til lækre druer i vinglasset, så kan det være det her gratis arrangement falder lige i din smag. Nygårdsminde Vingård inviterer nemlig til åben vinmark, hvor der vil være gratis adgang til at gå rundt og se de flotte vinmarker i Vendsyssel. 

Du kan også blive klogere, få rådgivning om vinplanter til friland eller drivhus - og købe smagsprøver på forskellige vine i vinbaren. 

"Åben vinmark" finder sted lørdag 2. september kl. 15:00 til 17:00 ved Brønderslev Planteskole, Nygårdsminde Tolstrupvej 100, 9700 Brønderslev. Du finder tilmelding lige her.

Annonceret indhold

Nyeste