Kristina har været alvorligt syg siden hun var 25 år. Nu er hun 31 og ligger i sengen døgnet rundt.
Mennesker

Veninder vil redde Kristina: Samler ind til operation i udlandet

Målet er 400.000 kr. - og at give Kristina livet tilbage

26. februar 2023 kl. 18:39

VODSKOV: Tre unge nordjyske kvinder kan ikke længere holde ud at se deres fælles veninde, 31-årige Kristina Rosenmeyer Hansen, ligge plaget af smerter, totalt udmattet og hjælpeløs i sin seng i Vodskov. 

- De sidste seks måneder, er hendes symptomer blevet markant forværret. Hun er nu konstant sengeliggende, og får hjælp til alt. Hun er ikke vores glade Kristina længere, med et smil på læben. Hun er træt af at kæmpe. For det er en kamp. Der er ingen hjælp at hente herhjemme i Danmark, skriver de tre veninder i en ny Facebookgruppe.

Gruppen hedder Kristinas Indsamling, og målet er at indsamle 400.000 kr. til en operation i udlandet. Stifterne oplyser, at indsamlingen er godkendt af Indsamlingsnævnet, starter 28. februar og løber i et år. 

Kristina lider af ME, også kendt som kronisk træthedssyndrom, og har flere beslægtede diagnoser. Lidelser, der i Danmark behandles med genoptræning og psykologsamtaler, som ikke har hjulpet, men tværtimod forværret Kristinas helbred.

Kristinas veninder, Anne Bak Pedersen, Julie Winther og Ditte Maria Richter Sparre, tøver ikke med at kalde operationen livsnødvendig for Kristina.

- Hun er nu så dårlig at hun hverken kan gå, stå eller tage vare på sig selv, derfor håber vi, at I vil hjælpe, skriver de i Facebookgruppen, der allerede i løbet af første døgn fik over 500 medlemmer.

 

Annonceret indhold

Nyeste