Freja savner skaterparken i Karolinelund.
Mennesker

Yndlingssteder: Freja savner skaterparken

Aalborg har mange unikke steder og mennesker - denne serie har fokus på yndlingssteder i byen

10. september 2023 kl. 17:02

Regndråberne falder ned over Aalborg. Jeg går sammen med Freja Sande. Hun har inviteret mig med i Karolinelund. Eller - som hun beskriver det - det omkomne Karolinelund. Vi ruller to kontorstole fra atelieret Street Station ud på trappen. Her sidder vi i læ under et halvtag.

- Det er ikke det, det var engang, siger Freja Sande.

Hun forstår ikke, hvorfor Karolinelund skal ændres hele tiden. Hendes yndlingssted findes faktisk slet ikke længere.

Vi kigger til højre. Lige derovre lå hendes yndlingssted i Aalborg. Hendes helt fantastiske DIY skaterbane bygget af lokale skatere fra skatermiljøet i Aalborg. 

Freja Sande fortæller, at hun kan bruge en evighed på at klage over, at skaterparken ikke ligger der længere. Hun var så forbandet glad for det sted. Men nu er det væk.

Totalformet af Karolinelund

Hele Freja Sandes liv, hendes livsstil og hendes hverdag er formet af Karolinelund. Og sådan havde det nok ikke været uden den skaterpark, der lå dernede til højre. Det var et samlested, især under corona i maj 2020, hvor hun begyndte at skate.

Her oplevede hun for første gang, at hun fandt et sted, hvor hun kunne tage hen hver dag, hele dagen, gøre det samme hver dag og så alligevel være tilfreds med det.

- Det var bare helt perfekt, fortæller Freja Sande.

Derfor blev det også hendes yndlingssted.

- Det var et af de smukkeste steder, men også et underligt sted. Der var så mange mærkværdige mennesker. Der skete altid et eller andet nyt, siger hun.

Knæ og Berlin

Området Karolinelund var hegnet ind af gamle mure med graffiti. Freja Sande var også kæmpe fan af æstetikken.

- Efter at skateparken lukkede, ændrede skatekulturen i Aalborg sig voldsomt, fortæller hun.

Hun forlod Aalborg og flyttede til Berlin i september 2021. I dag bor hun i bydelen Tempelhof. I Berlin skater Freja Sande rundt og læser til skuespiller. Men mest af alt lever hun egentlig bare. På Freja Sandes højre knæ er der tatoveret “knæ”, og på det venstre knæ står der “Berlin”.

Annonceret indhold

Nyeste