Foto: Michael Koch
Mennesker

Mens vi venter på hjulet

El-løbehjulet er kommet og flere er på vej - det funderer klummeskribent Niels Skovmand over

14. september 2019 kl. 09:54

KLUMME: El-løbehjulet, dette symbol på den personlige frihed fylder mere og mere i bybilledet og flere er på vej. Har du et?

Så kender du allerede den dejlige fornemmelse, det er at glide ubesværet igennem trafikken og nydelsen af at komme hurtigt fra a til b.

Har du ikke et, så hader du det nok allerede. De der irriterende typer der kommer som en tyv i natten, og giver dig et kæmpe chok.

Dagligt bliver vi ramt af historier om, hvordan folk er kommet til skade på de famøse hjul, og de først dødsulykker er også kommet frem i nyhederne.

Senest har vi hørt om en lejlighed i Norge, der udbrændte totalt på grund af et el-løbehjul, der havde stået til opladning hen over natten. Flere større byer i verden har allerede - eller er på vej med - et totalforbud mod hjulene.

Et af de tungere argumenter for el-løbehjulenes velsignelser er, at de er gode for miljøet, og at vi derved lever grønnere. Dette er desværre ikke sandt, hvis man skal tro på ny rapport fra North Carolina State University i USA, som konkluderer, at el-løbehjul udleder mere CO2 pr. person pr. kilometer end en dieselbus med passagerer. Dette skyldes til dels batteriet og den gennemsnitlige levetid på et el-løbehjul. I flere mere eller mindre videnskabelige undersøgelser er det kommet frem, at de i snit lever i tre måneder.

Dette faktum har i disse dage startet en klimabevidst bevægelse i Berlin, der opfordrer til, at man saboterer el-løbehjul, så de ikke kan køre mere. Bevægelsen kalder løbehjulsbrugerne for klimasvin, det skriver Berliner-Zeitung. Vil man transportere sig selv klimavenligt kan et analogt løbehjul være en god ide. Det skulle også hjælpe på dit fysiske velbefindende på turen hen til fitnesscentret.

Lige nu arbejder Aalborg Kommune på en plan, der betyder, at der skal komme 100 el-løbehjul på de aalborgensiske veje, som alle mere eller mindre erfarne kan leje sig til.

I stedet for at rynke på næsen over tiltaget, skulle man måske byde lejehjulene velkommen, da de i det mindste vil være lovlige.

Det gælder for el-løbehjul, at hvis de skal køre på offentlig vej, så må de ikke kunne køre hurtigere end 20 kilometer i timen.

Desværre forholder det sig sådan, at de løbehjul, der allerede er i trafikken, ikke lever op til kravene. Dette er ikke så underligt, hvis man kigger på dem, der kan købes i butikkerne.

De fleste af dem kan køre 25 kilometer i timen eller mere. Et hurtigt tjek på nettet giver flere resultater på løbehjul med følgende tekst:

OBS: Denne model er pga. maks. hastigheden ikke godkendt til kørsel på offentlig vej. Bliv set i natten takket være LED lysene.

Hvor sjovt det så er at køre rundt i en gård eller i en indkørsel, er vel op til ens eget temperament, til gengæld er du sikker på at blive set takket været LED lysene.

Man må i øvrigt ikke prøve el-løbehjulene i butikkerne, da de har dårlige erfaringer med, at folk ikke kan styre dem…

Annonceret indhold

Nyeste