Du kender dem måske fra Aalborg Street Food. Nu udvider Mike Luca og Ann-Britt Pedersen konceptet i nyt lokale

AALBORG: Mike Luca laver mad efter sin bedstemors italienske opskrifter, og det faldt hurtigt i aalborgensernes smag. Casa Pazza boden på Aalborg Street Food kørte faktisk så godt, at indehaverne nu har valgt at udvide konceptet med endnu flere retter, ligesom de har fundet et lokale på en adresse, hvor de kan holde åbent året rundt. Det fejrer de i dag fra klokken 16 til 18 med gratis spagehtti bolognese, spaghetti carbonara og pasta med vildsvin i tomatsauce.

Camilla Gammelgaard og Mette Nielsen
Konceptet bygger kort og godt på italiensk pasta, der er lavet fra bunden.

Kræver hårdt arbejde

Reberbansgade er efterhånden kendt som et mekka for take away mad, og nu der er kommet endnu et sted til samlingen. Casa Pazza har netop slået dørene op for sultne aalborgensere, som er på jagt efter hjemmelavet italiensk mad, de kan tage med sig hjem. Folkene bag det nye madsted er venneparret Mike Luca, der er halvt rumæner og halvt italiener, og Ann-Britt Pedersen, der mildest talt har valgt at skifte erhverv. Hun er nemlig uddannet pædagog og negletekniker, men efter at have smagt Mike Lucas mad, fik hun en idé.

- Mike er uddannet kok, men han var ansat et sted, hvor han kun stod og lavede sandwich. Så jeg sagde til ham, at vi skulle starte noget op selv i stedet for, for han kan noget helt specielt, fortæller Ann-Britt Pedersen.

Kort tid efter kunne de to lange de første retter over disken i deres bod på Aalborg Street Food.

- Vi startede op derude for at prøve det af og for at finde ud af, om det var noget, vi kunne være i. Det er jo en hård branche, og det kræver hårdt arbejde, fortæller hun.

Her fandt de to ud af, at deres samarbejde og fælles idéer godt kunne blive en succes, og efter sæsonlukningen rykkede de derfor potter og pander videre til adressen på Reberbansgade.

Camilla Gammelgaard og Mette Nielsen
Mike Luca laver mad efter sin bedstemors opskrifter, og det blev taget godt imod på Aalborg Streetfood.

Plads til leg med menuen

Konceptet hos Casa Pazza er, i følge indehaverne selv, lækker italiensk pasta lavet fra bunden med gode råvarer, og med det, håber de at skille sig ud fra de nogle af øvrige steder i den madfyldte Reberbansgade, der ellers byder på lidt af hvert.

- Vi vil gerne tilbyde god hjemmelavet kvalitetsmad, som man bliver mæt af, og Mike kan bare noget helt særligt. Uanset hvor meget jeg har prøvet, så kan jeg ikke få maden til at smage, som han kan, siger Ann-Britt Pedersen med et smil på læben.

Gæsterne, der har besøgt Casa Pazza på deres tidligere adresse hos Aalborg Street Food, kan godt ånde lettet op, hvis de har fundet sig en favorit. Alle retterne derfra er fortsat på menukortet, og siden da er der bare kommet endnu flere til.

- Vi har fået mere plads, og så indgår vi ikke længere under en konkurrenceklausul, som det var tilfældet på Aalborg Street Food. Det betyder, at vi kan lege lidt mere med menuen, efter vi er flyttet hertil, siger Ann-Britt Pedersen.

Camilla Gammelgaard og Mette Nielsen
Casa Pazza er åbnet i nyt lokale på Reberbansgade.

Drømmer videre

Det var især Casa Pazzas retter med kalvefilet og vildsvin, der blev langet over disken henover sommeren. Også klassikere som spaghetti bolognese og spaghetti carbonara hittede hos aalborgenserne. Nu prøver makkerparret så også kræfter med risotto og flere kyllingeretter, ligesom de vil have mere tilbehør såsom bruschetta og hvidløgsbrød på menuen i fremtiden, fortæller de.

En udvidelse af menukortet er langt fra det eneste, de to håber at kunne gøre til en realitet i fremtiden. For som det er i dag, laver Casa Pazza udelukkende take away mad, men drømmen er, at der også kommer en restaurantdel i konceptet.

- Vi sigter efter, at det skal være endnu større, og at vi på et tidspunkt kan få et sted med plads til spisende gæster, fortæller Ann-Britt Pedersen.

Camilla Gammelgaard og Mette Nielsen
Foto: Mette Nielsen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...